Regeringen har nedsat Rådet for et aldersvenligt Danmark, der skal formulere en samlet vision for, hvordan vi skaber et samfund, hvor det er naturligt at leve godt hele livet.
Visionen rummer mange gode takter. Ældre ses som en ressource og en aktiv del af både arbejdsliv og civilsamfund. I dag er mere end 1,1 millioner danskere over 67 år, og om femten år vil tallet nærme sig 1,4 millioner.
Heldigvis lever ældre længere, sundere og mere aktive liv end tidligere generationer. Det er en styrke – både for den enkelte og for fællesskabet. Men det betyder også, at flere og flere danskere vil befinde sig i en fase af livet, hvor mobilitet ikke længere kan tages for givet.
I mange byer og lokalsamfund er de funktioner, der engang lå side om side – købmanden, lægen, kulturhuset – trukket længere og længere fra hinanden.
Fysiske afstande lyder som en naturlig del af byer og byudvikling, men for den, der går langsommere end før, bliver det en udfordring. Arkitektur, byer og byrum kan åbne eller lukke. Invitere eller afvise.
For mennesker med nedsat mobilitet er det ikke ligegyldigt, om døren er for tung, bænken mangler – eller stien stopper for tidligt. Hvordan vi tænker og planlægger vores byer, er derfor afgørende for, om vi får alle med. Det kan for nogle være svært at være en del af fællesskabet, hvis det ligger to busafgange væk.
Derfor håber jeg, at Rådet også ser mod det fysiske Danmark, vi bevæger os i. Mod de steder, hvor hverdagen udspiller sig.
Byens rum kan afhjælpe ensomhed
En ældrevenlig byplanlægning handler også om at skabe flere steder, hvor relationer og fællesskab kan opstå. Steder for både planlagte og uplanlagte møder. Og vel at mærke steder, som både er tiltrækkende for de ældre og nemme for dem at komme til.
Men hverdagsfællesskaberne er blevet sværere at finde. Bymidterne er ikke længere de naturlige mødesteder, og stadig flere ting klares uden fysiske møder. For eksempel bankforretninger og indkøb.
Resultatet er, at de tilfældige møder – dem, der engang bandt lokalsamfund sammen – ikke opstår så ofte længere. Og det er alvorligt. For allerede nu melder 100.000 ældre, at de er ufrivilligt ensomme – også selv om livskvaliteten blandt ældre i Danmark generelt er høj. Så ensomhed er et vilkår for alt for mange.
Det skal vi gøre noget ved, og her kan byens rum og de fysiske rammer bidrage. Som i Stenlille, hvor en træbygning ved den lokale togstation indrettes til værksted og mødested for ældre mænd i området. Centralt i byen, på et trafikalt knudepunkt og nemt tilgængeligt for alle.
Seniorbofællesskaber er fordoblet
Boligen er en anden nøgle til et mere ældrevenligt samfund.
Der er steder, hvor ældre sidder fast i en stor bolig uden mulighed for at flytte til noget andet i lokalsamfundet. Fordi den anden og mindre bolig simpelthen ikke findes, medmindre man flytter langt væk fra venner og netværk.