Den 28. marts åbner Vestermølle i Skanderborg dørene for den sidste del af et mangeårigt løft af det historiske bygningsanlæg ved kanten af Skanderborg Sø. Møllens hovedbygning er blevet istandsat og nyindrettet, og rummer med sine 500 kvadratmeter nu historiske udstillinger, kunstnerisk udsmykkede rum, et Galleri Julius samt foreningslokaler. Det hele under betegnelsen Fællesskabs-Danmark, eller i daglig tale blot FÆLLES.
Som besøgende i Vestermølles hovedbygning kan man bl.a. opleve en fortælling om Danmarks udvikling fra analfabetisme og stavnsbånd til folkestyre og velfærdssamfund. Det sker med udgangspunkt i ægteparret Anders og Kirstine Nielsen. Han var en af de meget aktive kræfter i andelsbevægelsen på Skanderborg-egnen, men hun både formåede både at deltage i andelsarbejdet og drive gården, som hun forpagtede af sin mand. For dengang kunne en kvinde ikke blive gårdejer.
Årelang proces
Med genindvielsen af Vestermølles hovedbygning er en årelang istandsættelse og nyindretning af møllegårdens bygninger afsluttet. I dag rummer møllen 12 foreninger med tilsammen 1.800 medlemmer.
Realdania har siden 2004 støttet arbejdet med Vestermølles bygninger over flere omgange. Senest med 2,9 mio. kr. til møllens hovedbygning.
”Alt i alt er udviklingen af hele Vestermølle noget af det, som vi i Realdania rigtig gerne vil støtte, og som vi ønsker at se meget mere af over hele landet. Nemlig at huse med historie bevares, fornyes og får nyt liv. At de er en del af nutiden med samtidig fortæller om den byggeskik, arkitektur og kulturhistorie, der var, dengang de blev opført. Og det allerbedste er, hvis stedet er forankret i og båret af foreninger og frivillige kræfter,” siger Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.