I Danmark ser man ofte, at vi lever og bor på måder, hvor vi klumper os sammen med ligesindede, og indretter os med hver vores mødesteder og fællesskaber. Det udfordrer sammenhængskraften i vores samfund.
Det gælder blandt andet i nogle af de almene boligområder, hvor man oplever, at lokale udefra i begrænset omfang benytter sig af fællesfaciliteterne.
For at gøre noget ved det har man i løbet af de seneste år flere steder etableret såkaldte kvartershuse – mødesteder, som skal åbne boligområdet mere op mod resten af kvarteret.
Realdania åbner nu op for, at kommuner og boligorganisationer gennem indsatsen Fremtidens Kvartershus kan søge om støtte til at etablere et kvartershus.
”Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet viser, at tillid og relationer til andre mennesker er nogle af de vigtigste faktorer for vores livskvalitet. I Realdania ser vi kvartershusene som en god mulighed for at skabe nogle mødesteder, som både bliver benyttet af boligområdets beboere og af mennesker fra resten af kvarteret. Mødesteder, som kan styrke fællesskabet og samhørigheden lokalt,” siger Ditte Marquard Jessen, der er projektchef i Realdania.
Samtidig med, at der bliver åbnet for, at man kan søge støtte, udgiver Realdania ’Kvarterets samlingspunkt - håndbog til udvikling af kvartershuse i almene boligområder’. Håndbogen er udarbejdet i samarbejde med Landsbyggefonden og AlmenNet.
”Det har vist sig, at det er svært at etablere og drifte et kvartershus, fordi de stiller store krav til samarbejde, organisering, og arkitektur. Derfor har vi sammen med eksperter, centrale aktører og seks pilotprojekter lavet en håndbog, der skitserer en køreplan for, hvad der skal til for, at et kvartershus kommer godt fra start,” siger Ditte Marquard Jessen.
Infomøde for interesserede
Man kan søge støtte på op til 25 mio. kroner. Det er et krav, at støtten fra Realdania højst må udgøre 1/3 af den samlede sum for projektet.
Læs mere om krav og om hvordan man søger
Onsdag den 29. april kl. 14-15 bliver der afholdt et online informationsmøde, hvor man kan høre mere om muligheden for at få støtte og stille spørgsmål.
Det er forventningen, at Realdania gennem puljen vil støtte etableringen af 3-5 kvartershuse.