Menu

Åbent hus i arkitektens banebrydende familiebolig

- For os var det jo bare vores barndomshjem

Nyhed

15. juni 2026

Oplev Knud Friis eget hus den 21. juni, når Realdania By & Byg inviterer indenfor imellem kl. 11 og 15.

1/3

Da arkitekt Knud Friis i 1958 tegnede hus til sig selv og sin familie i Brabrand, skabte han på én og samme tid et banebrydende bud på den gode familiebolig og et livslangt barndomshjem for familiens børn. I dag er huset fredet og ejet af Realdania By & Byg, som sikrer, at huset bevares for eftertiden. Søndag den 21. juni inviteres alle til åbent hus.

Først i vores voksenliv er det for alvor gået op for os, hvor moderne huset var og stadig er – for os var det jo bare vores barndomshjem! ”

Sådan fortæller søskendeparret Søren og Anne Friis om barndomshjemmet, som deres far, arkitekt Knud Friis, tegnede i 1958 i Aarhus-forstaden Brabrand.

Og med denne refleksion i voksenlivet indrammer de to søskende på fineste vis den evne, som Knud Friis mestrede gennem hele sit virke og i alle årene i tæt samarbejde med sin kompagnon Elmar Moltke: Evnen til både at skabe en moderne og banebrydende bolig og et livslangt og gæstfrit hjem for en familie.

"Enfamiliehuse-arkitekterne”

Fire år før opførelsen af sit eget hus havde Knud Friis sammen med arkitektkollegaen Elmar Moltke etableret eget firma, og i årene fra 1954 og frem skabte makkerparret Friis & Moltke deres helt eget arkitektoniske udtryk.

I løbet af en kort årrække blev deres særlige blik for omgivelserne, deres kendskab til datidens nye industrielle byggematerialer og glæden ved ærlig, ydmyg og robust omsat til omkring 160 huse, særligt i Brabrand, Aarhus og omegn.

I pressen blev de i starten omtalt som ”enfamiliehuse-arkitekterne”, men i takt med, at deres karriere tog fart, og velfærdssamfundet voksede frem, udvidede de deres virkefelt betragteligt til også at omfatte almene boliger, fabrikker, rådhuse, skoler, gymnasier, hospitaler og kirker.

Åbent hus den 21. juni

Kom indenfor, når Realdania By & Byg, åbner døren til Knud Friis eget hus i Brabrand søndag den 21. juni kl. 11-15. Huset er et stykke dansk arkitekturhistorie, der normalt ikke er adgang til.

Opmærksomhed i både ind- og udland

Flere af deres bygninger vakte opmærksomhed i arkitektoniske kredse – ikke bare i Danmark, men også i udlandet, og den opmærksomhed oplevede søskendeparret Søren og Anne Friis også i barndomshjemmet i Brabrand:

”Gennem hele vores opvækst kom der mange interesserede udenlandske arkitekter og arkitektstuderende, der gerne ville se huset, men det hørte ligesom med. Det var spændende for os børn og et tilløbsstykke for de andre unger på vejen, når der eksempelvis kom delegationer fra Sovjet, Sydafrika og Finland eller blot en enlig japaner med superavanceret fotoudstyr.”

I dag, knap 70 år efter at huset blev bygget, er det stadig en inspirationskilde, og søndag den 21. juni åbner husets ejer, Realdania By & Byg, dørene og giver alle mulighed for at opleve dette unikke hus, som med børnenes ord på alle måder var åbent og gæstfrit, funktionelt og robust. Her var det ”tilladt at stå på rulleskøjter på underetagens stengulv”.

Rå og upolerede byggematerialer

Det funktionelle og robuste skal i høj grad tilskrives den arkitekturretning, som Friis & Moltke var med til at introducere i Danmark, nemlig stilretningen ’brutalisme’, som har navn efter det franske ord ’béton brut’, der betyder rå beton.

Arkitekturen, der opstod i midten af 1900-tallet, hentede sin kraft i brugen af robuste og synlige konstruktioner og i rå og upolerede byggematerialer, især den ubehandlede beton, der blev brugt både ude og inde med alle dens ujævnheder og aftryk af forskalling.

Samvær og nærvær i centrum

I Friis & Moltkes hænder blev brutalismen tilsat makkerparrets personlige fortolkning af tidens øvrige internationale strømninger, især den moderne, japanske bygningskunst.

I Knud Friis’ eget hus fik den rå og ubehandlede beton derfor følgeskab af skifer på gulvene, brædder af gran på væggene i opholdsstuen og udvendigt hvidmalede mure og sortbejdset træværk. Som modspil til de rustikke overflader blev huset indrettet med glatte, farverige flader som døre,  skydevægge og skabe.

Hensigten med den upyntede og robuste byggestil var, at selve bygningerne ikke skulle gøre noget stads af sig og ikke skrige på opmærksomhed, men i stedet sætte samvær og nærvær i centrum - præcis som det var tilfældet i mere end 50 år hjemme hos Knud Friis, hustruen Bodil og deres tre børn.

Et mønstereksempel

Efter Friis-parrets død i 2010 købte Realdania By & Byg huset for at restaurere og bevare det for eftertiden som et mønstereksempel på Friis & Moltkes særegne stil og som en vigtig brik i fortællingen om udviklingen af den danske familiebolig efter anden verdenskrig, hvor billigere byggematerialer og privatøkonomisk velstand var med til at skabe grundlaget for et byggeboom af boliger til mange familier – ofte med inspiration i netop arkitekternes egne huse.