Syd for Herning med udsigt til Skjern Å og Dalgaskanalen ligger Poul Erik Thyrrings eget hus opført som sommerhus og senere konverteret til helårsbeboelse. Sommerhuset stod færdigt i 1971, som en kraftig ombygning af et ældre sommerhus, som han købte i 1969. Huset blev udvidet af to omgange og stod endeligt færdigt i 1985. Huset er kendetegnet ved facader bestående af et gitterværk af rødmalet træ og herimellem grå bølgeeternitplader. Huset har klare sammensatte bygningsvolumner og er nænsomt indpasset i landskabet. Huset afspejler den arkitektur, som kom til at præge velfærdsstatens institutionsbyggeri, og som også arkitekten Thyrring blev eksponent for – brutalismen.
Brutalisme er afledt af det franske 'beton brût', som betyder rå beton. Det er en arkitektonisk stilretning, som har sat markante aftryk på dansk bygningskultur. Trods de rå materialers sanselighed og bygningernes ærlighed finder mange brutalismens værker svære at holde af og forstå. Realdania By & Byg har købt huset for at sikre et eksempel på et ståsted og en tilgang til byggeri, som er væsentlig for fortællingen om dansk arkitektur og forståelsen af det byggede miljø omkring os.
Poul Erik Thyrring arbejdede i et fællesskab og for et fællesskab. Thyrring var ikke, som enkelte arkitektkolleger fra tidligere generationer, en mester med ’et navn’. Poul Erik Thyrring var en arkitekt, der tegnede en retning for dansk arkitektur i en efterkrigstid. Sammen med arkitekterne Nils & Eva Koppel og Gert Edstrand stod Thyrring bag værker som Panum i København, Københavns Universitet på Amager, KUMUA, hovedkontoret for Jydsk Grundejer Kreditforening i Herning samt direktoratet for Toldvæsenet i København.
Utilsløret, rå og kontrær men også stoflig, ærlig og fællesskabsorienteret. Poul Erik Thyrrings hus repræsenterer stilen Brutalisme. En stilretning fremdyrket i midten af 1900-tallet og nærmest påtrængende i sin dyrkelse af råhed og kærlighed til det utilslørede. Navnet brutalisme er afledt af det franske 'beton brût', som netop betyder rå beton. Brutalismens værker er tunge, imposante og knyttet til en tid, hvor en socialistisk dagsorden herskede i intellektuelle kredse. Hos Poul Erik Thyrring og ligesindede opstod en mere organisk brutalisme, der formåede at omfavne det stedbundne og sætte en human dagsorden i velfærdsstatens megabyggerier. Ligesom Arne Jacobsen og andre modernister fik transformeret den internationale modernisme til en mere dansk udgave med saddeltage og mursten.
Poul Erik Thyrrings eget hus er hverken yndigt eller luksuriøst, men der er en særlig iboende æstetik i de patinerede betonvægge med synlige aftryk af forskallingsbrædder. Der er en klar og let aflæselig rytme i facadernes gitterværk af rødmalet træ, en ærlighed i brugen af materialer som de usminkede bølgeeternitplader på facaderne og lofternes rupløjede brædder. De uhindrede overgange mellem køkken og stue samt brugen af forhæng frem for døre afslører et ønske om fællesskab. Huset forholder sig ikke blot til den menneskelige skala men er også nænsomt indpasset i landskabet på den store grund.
