En tidligere skole, hvor vægge er blevet væltet, så lukkede klasselokaler er blevet til åbne miljøer. En tidligere sennepsfabrik, hvor en midlertidig pavillon giver plads til at eksperimentere, inden der skal findes mere permanente løsninger. Og et tidligere teater, hvor en ny foyer skaber sammenhæng mellem de gamle teatersale og et tidligere forsamlingshus i en tilstødende bygning.
Det er tre eksempler fra en ny analyse af 10 kulturhuse fordelt over hele landet, hvor bygninger, rum og arkitektur er blevet brugt aktivt for at skabe miljøer, der er attraktive og giver brugerne fornemmelsen af at blive inviteret indenfor.
”Vi har over 400 kulturhuse i Danmark, og de spænder bredt i deres udformning, deres aktiviteter, deres størrelse og i, hvem der bruger dem. Derfor kan man heller ikke sætte på formel, hvordan et kulturhus skal indrettes og se ud, for de skal kunne tusind forskellige ting, men fælles for dem alle er, at de ikke fungerer uden mennesker, der bruger dem. Derfor efterspørger kulturhusene også selv mere viden om og opmærksomhed på, hvordan vi på tværs af kulturhuse, kommune og arkitektbranchen bedst griber opgaven med at ændre de fysiske rammer til gavn for brugerne,” siger Matilde Lund Larsen, sekretariatsleder i Kulturhusene i Danmark.