Menu

Cirkulært byggeri

Ny pulje skal få flere brugte materialer tilbage i byggeriet

11. juni 2026

Ny pulje retter sig mod virksomheder med konkrete løsninger eller teknologier, der kan øge genanvendelsen i byggeriet. Fokus er især på materialer og bygningsdele, der fylder meget i byggeriet – blandt andet beton, træ, isolering og plader til bærende konstruktioner og klimaskærme.

Realdania åbner ny pulje for virksomheder, der kan gøre brugte materialer til nye byggematerialer. Iværksættere og SMV’er kan søge op til 1 mio. kr. til at udvikle og bringe cirkulære løsninger tættere på markedet.

Hvordan får vi flere brugte materialer tilbage i byggeriet som nye byggematerialer? Det spørgsmål vil den filantropiske forening Realdania nu hjælpe iværksættere og mindre virksomheder med at finde svar på. Derfor åbner Realdania en ny pulje, hvor iværksættere og SMV’er kan søge op til 1 mio. kr. til at udvikle og modne cirkulære løsninger til byggeriet.

Puljen er en del af Realdanias indsatser Innovation til marked og Cirkulært byggeri 2.0, der skal styrke genanvendelsen af byggematerialer gennem ny viden, samarbejde og udvikling af løsninger med potentiale til at skabe forandring i branchen.

Puljen åbner i dag med ansøgningsfrist den 28. september 2026

”Vi møder mange virksomheder med stærke idéer til at få materialer tilbage i kredsløb. Men springet fra en lovende løsning til noget, markedet tør investere i og bygge med, kan være svært. Med den nye pulje vil vi hjælpe virksomheder med at tage det næste skridt – og samtidig skabe viden, som kan komme hele branchen til gavn,” siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.

Puljen retter sig mod virksomheder med konkrete løsninger eller teknologier, der kan øge genanvendelsen i byggeriet. Fokus er især på materialer og bygningsdele, der fylder meget i byggeriet – blandt andet beton, træ, isolering og plader til bærende konstruktioner og klimaskærme.

Realdania søger særligt løsninger, der kan:

  • øge genanvendelsen af byggematerialer og bringe dem tilbage i produktionen af nye byggematerialer

  • finde nye anvendelser til de store sekundære materialefraktioner fra byggeriet

  • omdanne restmaterialer fra andre sektorer til byggematerialer med dokumenteret kvalitet, f.eks. brugte vindmøller, plastik, tekstil eller gummi, eller rest- eller biprodukter fra råstofudvinding og energiproduktion

  • gøre det lettere at dokumentere, kvalitetssikre eller afsætte genanvendte materialer i byggeriet

Fra prototype til marked

Mange virksomheder arbejder allerede med løsninger, der kan genanvende materialer fra byggeriet eller fra andre industrier. Men vejen fra en lovende idé til en løsning, som markedet tør investere i og bygge med, kan være lang. Det er netop den overgang, den nye pulje skal hjælpe virksomhederne igennem.

Støtten skal bruges til aktiviteter, der mindsker risikoen, og bringer løsningen tættere på markedet. Det kan blandt andet være:

  • Test og teknisk dokumentation af materialer, produkter eller processer

  • Kvalitetssikring, miljødata, sporbarhed og dokumentation af performance

  • Afprøvning sammen med producenter, entreprenører, rådgivere, bygherrer eller andre relevante aktører

  • Forretningsudvikling, markedsafklaring samt udvikling af værdikæde eller partnerskaber

  • Afklaring af krav, risici, ansvarsforhold eller anvendelsesmuligheder, der i dag står i vejen for udbredelse

Læs mere om ansøgningsfrist, kriterier og ansøgning her

Realdania og Smith Innovation afholder informationsmøde om puljen den 30. juni 2026 kl. 15.00. På mødet får du indblik i, hvordan dit projekt kan komme i betragtning. Vi gennemgår puljens rammer, kriterier og prioriteringer, så du kan vurdere, om det er relevant at søge.

Tilmelding til informationsmødet