Debatindlæg af Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania. Bragt på Altinget.dk den 31. august 2026.
Vi bliver ældre. Heldigvis. Men med alderen følger også nye vilkår. Mange har et langt, aktivt og meningsfuldt liv langt efter pensionsalderen.
Andre mærker, at kroppen ikke længere vil det samme som før, og at hverdagen kan byde på udfordringer, som man tidligere tog for givet. Og fordi vi bliver flere ældre, bliver vi også flere, der møder de udfordringer.
Da vi sidste år i Realdania lavede vores store undersøgelse Vores Livskvalitet, var en af konklusionerne, at danskernes livskvalitet i gennemsnit topper, når vi er 74 år gamle. Men samtidig ved vi også, at omkring 100.000 ældre lever i ufrivillig ensomhed.
Det viser, at der er nogle store udfordringer med, hvordan vi indretter os som samfund, når så mange ældre føler sig ensomme. Men det viser også, at der er et stort potentiale for at gøre noget ved den udfordring, når så mange ældre trods alt oplever en høj livskvalitet.
Fonde har et ansvar
Det er en samfundsopgave at skabe plads til alle – uanset alder, livssituation og fysiske forudsætninger. Her har fonde og foreninger et særligt ansvar.
I Realdania arbejder vi med det byggede miljø: bygningerne, byrummene og de rammer, der former vores hverdag. Derfor har vi også et medansvar for, hvordan Danmark fungerer, når vi bliver ældre
Én ting er at afsætte midler og støtte projekter, der er direkte henvendt til ældre. Noget andet er, at når vi støtter projekter, der er henvendt til alle mulige andre målgrupper, skal vi have for øje, at vi ikke risikerer at sætte barrierer op for de ældre.
Et projekt behøver ikke være målrettet ældre for at gavne ældre. Mange ældre lever med fysisk svækkelse og nedsat førlighed, og det kan vi godt tage højde for i et byggeri.
Vi kan undgå unødige trapper og niveauforskelle, og at overflader er ujævne, og vi kan sørge for, at bygninger og byrum generelt er nemme at bevæge sig rundt i, selv hvis man er dårligt gående.
Gør vi det, vil det automatisk gøre det nemmere at bruge og få gavn af området for de ældre, ligesom det i øvrigt vil være tilfældet for for eksempel mennesker med et fysisk handicap eller bare småbørnsforældre, der skal have barnevogne og klapvogne med sig.
Mangler bytorvet og bænken
Men ældrevenlighed handler ikke kun om ramper og gelændere. Det handler også om møder mellem mennesker. Om de små, spontane fællesskaber, der opstår, når vi deler rum og steder.
Vi ved fra vores undersøgelser, at netop de uformelle møder – en snak på bænken, et nik i gårdrummet, et hej på torvet – kan gøre en stor forskel for livskvaliteten.
De steder er der blevet færre af. I mange byer og lokalsamfund er der ikke længere et naturligt centrum for fællesskabet i bymidten, torvet eller forsamlingshuset, og ofte skal vi transportere os længere mellem de steder, vi bor, arbejder, handler ind, uddanner os og tilbringer vores fritid.
Også her er ældre og mindre mobile borgere mere udsatte, fordi den fysiske afstand kan blive en barriere for at mødes med andre og være en del af det lokale liv og fællesskabet.
Mange af de projekter, vi støtter, drives af lokale ildsjæle med store ambitioner og stærkt engagement, men uden stor erfaring med byggeri, tilgængelighed og inklusion.
Det er ikke modvilje, når tilgængeligheden ikke tænkes ind. Det kan være mangel på viden og sparring.
Derfor har vi i fonde og foreninger et særligt ansvar. Vores rolle er mere end at uddele midler.
Vi skal også bidrage med rådgivning, viden og krav, der sikrer, at vi ikke bygger nye barrierer, men fjerner dem, der allerede findes. Så vi sammen skaber bygninger og byrum, hvor alle kan være med. Også når vi bliver ældre.