Menu

Der kommer flere og flere seniorbofællesskaber i Danmark

16. april 2026

Balancen i Ry er et af landets efterhånden mange seniorbofællesskaber

Bofællesskaber er stadig populære blandt danske seniorer, og igen i 2025 er der kommet flere seniorbofællesskaber til. Det viser den nyeste kortlægning fra Realdania.

Antallet af seniorbofællesskaber fortsætter med at stige i Danmark. I 2025 var der mindst 442 seniorbofællesskaber rundt om i Danmark mod 427 året før. Det viser den seneste kortlægning fra den filantropiske forening Realdania.

Realdania har haft seniorbofællesskaberne som et fokus siden 2016, hvor indsatsen ’Rum og fællesskaber for ældre’ blev lanceret. Den nye kortlægning viser, at der siden da er kommet mere end 8.000 nye boliger og 200 nye seniorbofællesskaber, så der i dag er mindst 12.775 boliger i 442 seniorbofællesskaber.

”Først og fremmest er det jo glædeligt, at udviklingen stadig går i den rigtige retning, og sådan skal det gerne fortsætte også i de kommende år. Hvert nyt seniorbofællesskab og hver ny bolig i et seniorbofællesskab betyder, at flere seniorer kan få glæde af alt det gode, man finder der med fællesskab, tryghed og livskvalitet,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

Fællesskab og forpligtelser

Han henviser til undersøgelser, der viser, at 93 % af dem, der bor i et seniorbofællesskab, oplever øget livskvalitet, mens 76 % har fået bedre sociale relationer. Men gevinsten ved at bo i et seniorbofællesskab kommer ikke af sig selv, og beboerne peger selv på, at der kan opstå misforståelser og konflikter, hvis der ikke er enighed om, hvordan fællesskabet ser ud, og hvad den enkelte beboer kan forvente sig af det.

”Det er ikke svært at forstå, det er populært at bo i seniorbofællesskab. Som beboer har du fællesskabet lige uden for døren, men når døren lukkes, får du også privatliv og egen bolig. Men det er et fællesskab, der forpligter. Som beboer er du en aktiv del af fællesskabet, og det skal du kunne se dig selv i, når du flytter ind,” siger Stig Hessellund.

Se kortlægningen af seniorbofællesskaber i 2025

Ældre og ensomhed

Andelen af ældre borgere stiger, og i 2040 vil hver 4. dansker være over 65 år. Det er en udvikling, som sætter de offentlige udgifter under pres og udfordrer boligmarkedet, fordi udbuddet ikke modsvarer fremtidens krav. Og selvom vi generelt har en høj livskvalitet i Danmark blandt ældre, oplever mange at føle sig ensomme. Det er nemlig i alderdommen, at ensomheden stiger mest set over et livsforløb, og ensomhed påvirker over 100.000 ældre. Det er især blandt de ældste borgere, hvis omgangskreds svinder ind, at ensomhed er en udfordring.