Da Tycho Brahes bror Knud lod Engelsholm Slot opføre i 1593, havde han nok ikke forestillet sig, at kreativiteten og en masse unge mennesker ville slå sig ned inden for dets mure. Men det er ikke desto mindre sådan, det gamle hus har fungeret siden 1940. Højskolen Engelsholm Slot har siden dengang fremelsket skabertrangen med sin historiske ånd.
En gruppe Realdania-medlemmer tog på opdagelse med Realdanias medlemsunivers og fik historien om fortidens Engelsholm og nutidens brug af forstander Jakob Bonderup. De kom også på en barokrundtur i den omkransende have, hvor landskabsarkitekt Christian Dalmer viste rundt og fortalte om den gennemgribende renovering, som er blevet mulig via midler fra Realdania. Den gamle monumentale barokakse er blevet genskabt, og de terrasserede haver med trappeanlæg er også blevet renoveret. Til slut var der aftensmad i madsalen på ægte højskolemanér.
Realdania har støttet renoveringen af Engelsholms historiske have, som blev anlagt i barokstil i 1737. Hovedgrebet i den gamle have er blevet genskabt, så herregårdsanlægget igen fremstår som en helhed, hvor fortid og nutid er smukt bundet og kan bruges af offentligheden.