Menu

Mere flodliv og færre oversvømmelser 

Flodlejet bliver den nye centrale plads i Randers, der skal binde byen og floden tættere sammen - og sikre byen mod stormfloder. Randers er Danmarks eneste større flodby, og netop nærheden til Gudenåen kommer randrusianerne til at mærke mere til i fremtiden. 

I forbindelse med at Randers Havn flytter fra byens centrum og længere mod øst, skal det attraktive område omkring de indre havnebassiner omdannes til et nyt mødested, Flodlejet, der bliver tilgængeligt for alle byens borgere.

Det nye byrum skal ikke kun sætte flodlivet i centrum, men også være med til at beskytte Randers mod fremtidige stormfloder.

Det blå og grønne får plads

Flodlejet  kommer til at udfolde sig på begge sider af byens blå åre. Inspireret af Gudenåens oprindelige forløb vil der på sydsiden blive gravet en biflod. Bifloden giver plads til et 100 meter langt naturflodbad, hvor der kan svømmes med eller mod den naturlige strøm i vandet.

På nordsiden bliver højvandsbeskyttelsen indarbejdet i et nyt byrum med boliger, spisesteder og et nyt flodhus, som skal give mulighed for aktiviteter og ophold ved vandet. Målet er, at vandet skal blive en del af oplevelsen ved at være i byen frem for en hindring.

Flodlejet viser, hvad man kan få ud af at give mere plads til de grønne og blå elementer i en omdannelse, som ellers kunne være endt med byggeri helt ud til vandkanten.

Flodlejet er en del af det større byudviklingsprojekt i Randers kaldet Flodbyen.  

Klimatilpasning vil fremadrettet være et centralt element i byernes udvikling. Konceptet for Flodlejet indeholder mange gode ideer til, hvordan man på nye måder kan møde det dynamiske vand samtidig med, at der tages hensyn til både natur og byens rekreative værdier. ”

Mikkel Suell Henriques Projektchef i Realdania.

Næste skridt: Lokalplan og myndighedsgodkendelse

I december 2025 godkendte et flertal i Randers Byråd dispositionsforslaget for Flodlejet. 

Næste skridt bliver at lave en ny lokalplan og indhente myndighedstilladelser. Der skal også arbejdes videre med at finde de bedste tekniske løsninger til anlægsarbejdet. Ikke mindst, fordi der er stor kompleksitet forbundet med at lave den type anlæg i både strømmende vand og forurenet jord. Derfor er det også forventningen, at der vil ske en bearbejdning af konceptet i takt med, at ideerne og løsningerne videreudvikles.

Forventningen er, at anlægsarbejdet kan starte op i 2027, og at Flodlejet vil kunne tages i brug ved udgangen af 2028.

Fakta om Flodlejet

Flodlejet kommer til at ligge på Bolværksgrunden på den ene side af fjorden og på en del af Tronholmen på modsatte side. En del af arealet er kommunalt og udvikles af Randers Kommune og Realdania i fællesskab. Den centrale del af Bolværksgrunden ejes af Flodbyen Randers P/S, som udvikler den del af arealet. Her skal der blandt andet etableres en større bebyggelse, som forventes at have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen. Anlægsprojektet på det kommunale areal har et samlet budget på 70 millioner kroner, hvor Randers Kommune og Realdania bidrager med 35 millioner kroner hver.

Konkurrence om Flodlejet
I 2025 vandt LYTT Architecture A/S sammen med BRIQ og ARTELIA konkurrencen om at konkretisere visionerne for Flodlejet. I alt fem hold var efter en prækvalifikation blevet indbudt til at komme med deres forslag til et koncept for Flodlejet. 

Projektfakta

Projektperiode
2022 -
Støttebeløb
35 mio. kr.
Kontakt

Billeder

1/3

Nyheder

Se alle

27. februar 2025

Pressemeddelelser

Vildt koncept for Flodlejet vil skabe flodliv i Randers

Det bliver et hold af rådgivere med LYTT Architecture A/S i spidsen, der kommer til at arbejde videre med at tegne og projektere Flodlejet – byens nye centrale plads ved vandet. Det har dommerkomiteen besluttet i et valg mellem flere stærke bud på koncepter for Flodlejet. Vinderholdet skiller sig ud med et vildt koncept, der blandt andet byder på Danmarks første naturflodbad, flodpool, sauna, flodhus og Randers’ længste bænk.

20. november 2024

Pressemeddelelser

Fem teams udvikler på Flodlejet i Randers

Randers Kommune, Flodbyen Randers P/S og Realdania har kvalificeret fem rådgiverhold til at deltage i konkurrencen om at udvikle Flodlejet.

6. december 2022

Pressemeddelelser

Randers får central plads ved vandet

Randers Kommune har besluttet at realisere Flodlejet - et nyt byrum, som skal kombinere klimasikring og adgang til vandet i forbindelse med Streetfood bygningen. Ambitionen er at skabe en grøn, rekreativ oase i hjertet af Flodbyen, og i relation til den større klimasikringsindsats, Klimabåndet. Den filantropiske forening Realdania støtter realiseringen af det kommende, nye byrum.

8. september 2020

Pressemeddelelser

Randers vedtager byens største udviklingsprojekt nogensinde

Efter flere års forundersøgelser i samarbejde med den filantropiske forening Realdania har Randers Byråd nu vedtaget en udviklingsplan for Flodbyen Randers. Dermed er planen for at etablere en helt ny bydel med plads til 7-8000 indbyggere i den centrale del af Randers på plads. Projektet er det største byudviklingsprojekt i Randers Kommunes historie og ét af Danmarks mest ambitiøse. For projektet skaber ikke blot en ny, attraktiv bydel i det unikke floddelta ved Gudenåen og Randers Fjord. Det vil også sikre Randers By mod fremtidige oversvømmelser og løse væsentlige udfordringer med infrastrukturen. Udviklingsplanen for Flodbyen Randers blev vedtaget med 28 stemmer for og tre stemmer imod. Imod stemte Beboerlisten, Velfærdslisten og Enhedslisten.