Om partikler
I Bygningsreglementet er der ingen klare krav ift. partikler. Der findes dog anbefalinger fra WHO, som definerer grænseværdier for partikler i udeklimaet. Her anbefales det ikke at overstige 5 μg/m3 som årlig middelværdi, mens døgngennemsnittet helst ikke skal overstige 15 μg/m3. For at give en bedre forståelse af, hvordan mængden af partikler i luften kan føles, er der refereret til udendørsniveauer af PM2.5 ved de store skovbrande i Californien i 2020. Dette niveau overskrides i stor grad i køkkenet ved den eksisterende emhætte, men overholdes fint ved den nye emhætte.
Partikler refererer inden for fysikken til enhver ansamling af stof, både større og mindre end et atom. En specifik ansamling af stof kan både være stor og lille, og den kan variere i stofsammensætning. De partikler, som måles i indeklimaet, kan ligeledes variere i fraktioner og være af forskelligt indhold. Eksempelvis resulterer forbrændingsprocesser ofte i ultrafine partikler, mens udefrakommende pollen og aktiviteter som støvsugning og madlavning også kan medføre større partikler såsom PM2.5 (PM = ParticulateMatter) og PM10, hvor ’2.5’ refererer til diameteren på partiklerne, målt i mikrometer. Flere videnskabelige kilder forbinder forøgede partikelkoncentrationer med farlige følgesygdomme og dødelighed.
Partikler er som udgangspunkt en usynlig indeklimaproblematik, som dog kan skabe irritation hos specielt astmatikere og allergikere. Det er stadig uvist, hvilke konsekvenser de fine partikler i hjemmet har, men undersøgelser foretaget af WHO viser, at højere forurening med PM2.5 og PM10 i byer hænger sammen med dødeligheden i det pågældende område. Undersøgelser viser desuden, at ultrafine partikler kan spredes helt ud i blodbanen på mennesker, mens fine partikler kan risikere at ophobes i lungerne og bevirke følgesygdomme. Partikler i luften vurderes til at være en kilde til at bringe sundhedsskadelige stoffer ind i kroppen ved indånding. Derfor bør eksponeringen overfor partikler reduceres så meget som muligt.
Se også https://realdania.dk/publikationer/faglige-publikationer/danvak---fremtidens-haandtering-af-smittespredning-i-bygninger og https://dce2.au.dk/pub/SR96.pdf