Denne publikation samler erfaringer fra seks byer, hvor lokale aktører har samarbejdet om at skabe nye bymidteprojekter. Med otte gode råd og konkrete eksempler viser publikationen, hvordan frivillige, foreninger, erhvervsliv, kulturaktører og kommuner kan samle kræfterne og skabe retning for et projekt. Ikke som en færdig opskrift, men som inspiration til andre, der ønsker at tage de første skridt mod en mere levende bymidte.
SAMMEN OM BYMIDTEN: 6 byer og 8 gode råd til jer, der vil organisere et stærkt bymidtesamarbejde
Levende bymidter skabes ikke kun gennem fysiske forandringer, men også af de mennesker, der tager initiativ og samarbejder om at føre idéer ud i livet. Det kræver lokal opbakning, tydelige roller og en organisering, der kan sikre fremdrift – også når processen er lang, og mange forskellige interesser skal mødes.