Vandkøbing er tænkt som et dialogværktøj, der skal gøre komplekse problemstillinger i klimatilpasning konkrete og genkendelige på tværs af danske kystbyer. Den illustrerer, hvordan udfordringer relateret til oversvømmelse fra hav, vandløb og skybrud kan optræde i samspil, og hvordan disse udfordringer håndteres inden for de nuværende rammer – sammenholdt med, hvordan de kunne håndteres med en mere helhedsorienteret tilgang.
Analysen viser, at de forventede oversvømmelsesskader i Vandkøbing uden klimatilpasning udgør ca. 1,9 mia. kr. frem mod 2100 . Ved etablering af en helhedsorienteret klimatilpasningsløsning, kan der undgås skader for ca. 1,6 mia. kr. Den samlede investering i den helhedsorienterede løsning er omkring 700 mio. kr.
Casen viser desuden, hvordan en helhedsorienteret tilgang til klimatilpasning, hvor vand håndteres på tværs af bydele, vandtyper og kommunegrænser, kan reducere behovet for omfattende og teknisk tunge løsninger i de mest sårbare byområder.
Regulering spænder ben for helhedsorienterede løsninger
En central pointe er, at de største barrierer for effektiv klimatilpasning ikke er tekniske, men organisatoriske og finansielle. Den nuværende regulering er i høj grad opdelt på tværs af aktører, vandtyper og geografiske grænser, hvilket vanskeliggør implementeringen af de mest effektive og helhedsorienterede løsninger.
Vandkøbing illustrerer dermed et centralt perspektiv for fremtidens klimatilpasning i Danmark. De tekniske løsninger er i vid udstrækning kendte, men realiseringen afhænger af rammerne omkring dem. Hvis der skabes bedre muligheder for at tænke på tværs af vandkredsløb, aktører og geografiske grænser, kan klimatilpasning gennemføres mere effektivt og med større samlet værdi for samfundet. Samtidig kan tydeligere organisering, ansvarsfordeling og finansieringsmodeller bidrage til kortere og mere smidige projektforløb.
Casen peger således på, at klimatilpasning ikke alene bør betragtes som en nødvendig beskyttelsesindsats, men som en strategisk investering i fremtidens byer, hvor robusthed, økonomi og livskvalitet går hånd i hånd.