I 2025 købte Realdania By & Byg arkitekt Harald Salling-Mortensen eget hus, der er opført 1951 i det sydlige Aarhus. Med købet bevares huset for eftertiden som et væsentligt bidrag til vores fælles kulturhistorie og som et markant udtryk for arkitekt Harald Salling-Mortensens tilgang til arkitektur.
Bogen tager os tæt på arkitektens hjem i det centrale Aarhus: Et gennemført og helstøbt arkitektonisk værk fra efterkrigstiden, hvor lys, materialer, funktioner og detaljer spiller sublimt sammen. Selv køkkenet var så banebrydende, at det skrev sig ind i dansk boligarkitekturhistorie.
Bogen fortæller også om arkitekten, der måske ikke er blandt de mest kendte, men som satte markante aftryk på især Aarhus og det danske velfærdsbyggeri.
Bogen er skrevet af ph.d., forfatter og arkitekturhistoriker Jannie Rosenberg Bendsen og indeholder nye fotooptagelser af fotograf Anders Sune Berg samt originale tegninger og historiske fotos.