Som arkitekten bag nogle af Aarhus’ mest markante værker - Aarhus Amtssygehus, Hovedbiblioteket i Mølleparken, Handelsbanken og Børglum Kollegiet – og store sundhedsbyggerier landet over var Harald Salling-Mortensen en central skikkelse i udviklingen af dansk velfærdsarkitektur.
I sit eget hjem oversatte han erfaringerne fra de store institutionsbyggerier til en mindre, intim skala, hvor de samme arkitektoniske temaer – funktion, dagslys og materialitet – udfoldes med sjælden præcision og sensibilitet.
Harald Salling-Mortensens eget hus indgår nu i Realdania By & Bygs samling af store danske arkitekters egne huse. På hver sin måde udgør de i alt 20 arkitekthjem et unikt bidrag til fortællingen om dansk modernisme og udviklingen af den danske familiebolig, som vi kender den i dag.