x

Realdania Podcast om Svinkløv Badehotel

Nyhed 13. december 2019

I en ny episode af vores podcastserie PÅ TUR besøger vi Svinkløv Badehotel og forpagterparret Louise og Kenneth Toft-Hansen efter den første sæson på det nye Svinkløv.

I 2016 brændte Svinkløv. Det berømte badehotel på kanten af det vilde Vesterhav gik op i røg. Sommerlivet i hvide badekåber og naturstilhed havde udfoldet sig her i den yderste klitrække siden 1925. 

Tre år efter den ødelæggende brand er badehotellet genopført, tegnet af arkitekterne fra PRAKSIS og rejst med respekt for det gamle og sans for det nye. Og i maj 2019 kunne badehotellet med de berømte farvede stuer og småsprossede vinduer slå dørene op på ny. 

I den seneste udgave af vores podcastserie PÅ TUR besøger vi forpagterparret Louise og Kenneth Toft-Hansen efter deres første sæson på det nye Svinkløv. De fortæller om stedets helt særlige stemning, om den store nye trækonstruktion og de små detaljer. De forklarer, hvordan man balancerer mellem nostalgi og nyskabelse, når et elsket sted skal genskabes, og de giver deres bud på, hvorfor hotellet vækker så stærke følelser, at man kan blive rasende over en ny version af valnøddelagkagen eller at der kommer bad og toilet på værelserne.

Du kommer også en tur i skinkerummet, hvor de 6 kilo tunge gullige og sorte skinker fermenterer i tre år før de kommer på hotellets morgenbord. Og Kenneth Toft-Hansen, der vandt det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d’Or, i 2019, fortæller om det naturlige og biodynamiske køkken, han gerne vil skabe på Svinkløv. Et sted hvor råvarerne bestemmer dagens menu og alting laves fra bunden.

Medvirkende

  • Louise Toft-Hansen, forpagter af Svinkløv Badehotel
  • Kenneth Toft-Hansen, forpagter af Svinkløv Badehotel

Realdania Podcast bliver produceret af Susanna Sommer