Gå på opdagelse i arkitekturen - hjemme fra stuen
Kan arkitektur opleves online, hjemme i stuen, foran computerskærmen? Ja, lyder det fra Realdania By & Byg Klubben, som de seneste par år har inviteret på flere end 50 online-rundvisninger i samlingen af unikke historiske ejendomme. Flere online-rundvisninger er på vej, bl.a. i de historiske støberihaller i Præstø og i Digegrevens Hus i Tønder
Over 1.100 seere var sidste år en del af fællesskabet omkring Realdania By & Byg Klubbens online-rundvisninger, dvs. de direkte transmissioner fra historiske huse over hele landet. I løbet af de seneste par år har Realdania By & Byg Klubben vist online-rundvisninger fra ejendomme forskellige steder i Danmark, for nylig i Gelsted midt på Fyn, hvor 150 seere kiggede med hjemmefra, da der var rundvisning i byens 100 år gamle stationsbygning, som lige nu er under restaurering.
Med en kameramand i hælene, og mens håndværkerne var i fuld gang, tog Realdania By & Bygs arkitekt Per Troelsen seerne med rundt både ude og inde i stationsbygningen, og undervejs fik de svar på deres spørgsmål om alt fra farverne på væggene til den fremtidige brug af bygningen.
- Selvfølgelig opleves arkitektur bedst med alle sanser, ude i den virkelige verden, hvor det hele kan ses og høres og mærkes og duftes. Men når tidspunktet eller beliggenheden ikke gør det muligt at være med ude på stedet, så giver Realdania By & Byg Klubben mulighed for at gå på opdagelse i arkitekturen online sammen med andre interesserede fra hele landet, siger teamleder Troels Jeppesen fra Realdania By & Byg Klubben, som står for at formidle Realdania By & Bygs arbejde med historiske huse, eksperimenterende nybyggeri og byudvikling over hele landet.
- Vi vil gerne skabe et fællesskab for alle med interesse i vores bygningskultur og historiske huse, og her giver online-rundvisningerne mulighed for at overvinde både geografi og tid.
Ligesom ved de fysiske rundvisninger er det også Realdania By & Bygs egne arkitekter og arkitekturformidlere, som viser rundt online, og undervejs fortæller de alle historierne om de enkelte ejendomme og åbner de porte og døre og låger, som gemmer på detaljer og historiske spor.
Indblik i selv det mindste rum
- Når vi har en større gruppe gæster med rundt i vores huse på en fysisk rundvisning, kan det undertiden være svært at komme helt tæt på detaljerne eller ind i de mindste rum og op og ned ad stejle trapper. Dén mulighed har vi, når vi inviterer på online-rundvisning. Her kan vores arkitekt eller arkitekturformidler klemme sig ind i selv de mindste rum, og vores fotograf kan zoome ind på alle detaljerne. Online-rundvisningerne begyndte som et initiativ under corona, men er i dag vokset til en formidlingsform, hvor vi kan tilbyde noget ekstra, som vores gæster ikke altid kan opleve på de fysiske rundvisninger, siger Troels Jeppesen.
- Under online-rundvisningerne kan vi supplere med for eksempel historiske billeder og tegninger, og mens vi går rundt ude på stederne med vores kamera, kan seerne stille spørgsmål. Forskellen er bare, at spørgsmålene på en online-rundvisning stilles skriftligt via en chat-funktion i det program, hvor live-transmissionen bliver vist. Vores rundvisere besvarer spørgsmålene, så hurtigt de kan, mens de går rundt, lyder det fra Troels Jeppesen.
Fra byggepladsbesøg til bondegårdsidyl
I stil med rundvisningerne ude i den virkelige verden så byder online-rundvisningerne også på oplevelser for enhver smag – lige fra byggepladsbesøg til bondegårdsidyl.
- Når en restaurering er i gang, og der er aktivitet på en byggeplads, kan det af sikkerhedshensyn være svært at få hele grupper af gæster med på besøg. Men via online-rundvisningerne kan vi tage seerne med helt ind bag byggehegnet og give en oplevelse af, hvordan vi arbejder med at restaurere. Andre gange tager vi til mere fredfyldte steder. Når vi for eksempel har online-rundvisninger ude på gårdene, er vores kameramand med rundt i alle stalde og lader og på hølofter og i kokskældre.
For Realdania By & Byg Klubben er de online arkitekturoplevelser et godt supplement til oplevelserne i den virkelige verden. For medlemmer i Østdanmark, som for eksempel gerne vil opleve Digegrevens Hus i Tønder, men ikke har mulighed for at rejse efter det, er online-rundvisningen en oplagt mulighed, og også omvendt for de medlemmer i Vestdanmark, som for eksempel gerne vil med rundt i arkitekten Ejnar Ørnsholts eget hus i Nakskov.
- Og så håber vi selvfølgelig, at online-oplevelserne styrker interessen for vores fælles bygningskultur og giver endnu mere lyst til at komme ud og opleve arkitekturen dér, hvor den kan ses og høres og mærkes og duftes, siger Troels Jeppesen.
Poul Erik Thyrrings eget hus
Poul Erik Thyrrings eget hus er et eksempel på stilen organisk brutalisme. Det organiske knytter sig til planløsningen og de sammensatte bygningsvolumner. Det b...
Se projekt
Støberihallerne i Præstø
Støberihallerne i Præstø udgør et sammenhængende bynært industrianlæg fra sidst i 1800-tallet, der fortæller historien om forandringen af Danmark fra bonde- til...
Se projekt
Digegrevens Hus
Digegrevens Hus er et enestående eksempel på dansk senbarok, og i samspil med baghuset har ejendommen karakteristika særlige for tiden og egnen. Ejendommen er f...
Se projekt