Juni 1945:
Dengang Skagen Grå Fyr
blev rystet i sin grundvold
I starten af juni 1945 blev der sprængt adskillige landminer i nærheden af fyret. Efterfølgende måttes bygningerne repareres mange steder. De mange ekstraudgifter til reparationer på fyret og i fyrboligen blev taget over en særlig “tyskerkonto”.
Kreditering: Lokalhistorisk Arkiv Skagen/Gunnar Matthiasen
Historien om Skagen Grå Fyr er historien om et livsvigtigt pejlemærke for generationer af søfolk. Men det er også historien om en turbulent tid under krigen og om et nyt liv som fugleformidlingscenter efter Realdania By & Bygs restaurering for otte år siden. Få alle historierne, når Realdania By & Byg Klubben inviterer på rundvisning den 3. juni.
I dag står Skagen Grå Fyr stabilt og solidt i den sandede nordjyske jord, men for 80 år siden – da krigen netop var afsluttet – blev det 46 meter høje tårn gevaldigt rystet i sin grundvold.
En junidag i 1945, hvor mandskabet på fyret var næsten færdige med at rengøre fyranlæggets lejligheder, blev der i nærheden pludselig foretaget sprængninger af 66 landminer på én gang. Det hele rystede, 100 ruder blev blæst ud, flere vinduer revet af hængslerne, og kalkpuds dryssede ned overalt.
Den storstilede rengøring måtte indstilles og afvente, at sprængningerne blev afsluttet. Men herefter gik mandskabet atter i gang. Det 90 år gamle tårn havde overlevet, men der var nok at tage fat på i samtlige bygninger, som havde fået en hård medfart under den tyske værnemagt, der havde efterladt lejlighederne med kulsorte lofter, maling i laser og kakkelovne, der så ud som om, de havde stået ude i al slags vejr.
Et større rengørings- og oprydningsarbejde måtte i gang, og det var dette arbejde, som næsten var afsluttet, da de 66 miner eksploderede.
Nye tider – nye teknologier
Med freden kom der fremgang, både for Skagen by og for Skagen Grå Fyr. Som et af de første større fyr i Danmark gik fyret allerede i 1947 over til elektrisk drift, og i de følgende år blev driften af Skagen Grå Fyr tillige med landets øvrige fyrtårne i stigende grad automatiseret og rationaliseret, ligesom mandskaberne rundt omkring blev reduceret.
Inden automatiseringen slog helt igennem, var tilværelsen for mandskabet på Skagen Grå Fyr dog stadig en evigt drejende karrusel med vagter, frivagter og fridage og med aflæsning hver tredje time af temperatur, luftfugtighed, vindretning, vindstyrke og barometerstand.De 210 trin til toppen af fyret skulle også stadig tilbagelægges to gange om dagen, når fyret skulle tændes og slukkes manuelt på kontaktkassen.
Men i 1994 var det endegyldigt forbi: Den sidste fyrmester lukkede og slukkede, og fyrmesterstillingen blev nedlagt, ligesom det allerede var sket ved mange af landets andre fyrtårne.
Fra fyrtårn til fugleoplevelsescenter
Tilbage stod et af landets mest ikoniske fyranlæg, tegnet af arkitekt N.S. Nebelong i 1858. Men hvad stiller man op med en fin historisk bygning, som har udspillet sin rolle? Realdania By & Byg kunne se mulighederne og købte i 2014 det fredede fyrtårn og de omkringliggende bygninger.
For at give de historiske bygninger en helt ny funktion og igen skabe liv og aktivitet i det 46 meter høje tårn blev der igangsat ikke blot en restaurering, men også en transformation: en omdannelse af det 160 år gamle anlæg i respekt for bygningernes bevaringsværdier, såvel ude som inde, og i samspil med omgivelserne.
Fyrtårnets nye funktion gav næsten sig selv: Hvert år passerer millioner af fugle Danmarks nordligste punkt og dermed også Skagen Grå Fyr på vej til og fra deres ynglepladser i det nordlige Skandinavien. Dette enestående fugleliv på Danmarks top har gennem tiden tiltrukket både turister og ornitologer og forskere fra hele verden, så en forvandling fra fyrtårn til fugleoplevelsescenter var oplagt.
Udgangspunkt i fyrtårnets historie
Selv om anlægget skulle have en ny funktion, foregik restaureringen og transformationen på de gamle bygningers præmisser og med udgangspunkt i fyrets historie.
I fyrmesterboligen, som i dag er indrettet med udstilling og butik, kan de besøgende stadig i kraft af planløsning og farver fornemme, hvordan fyrmesteren i sin tid boede, og også i de to sidebygninger er transformationen sket, så bygningerne har bevaret deres rå karakter af stald og lager. I den gamle staldbygning er der i dag indrettet cafe, og det gamle gårdrum mellem tårnet og de øvrige bygninger er der indrettet terrasse med udeservering for sommerens mange gæster.
Bygningernes nye funktion er ikke en afslutning på fyrets liv, men et nyt kapitel i dets historie. Som fugleoplevelsescenter har fyret fået en ny og meningsfuld funktion, der spiller sammen med omgivelserne og naturen – præcis som fyrtårnet også gjorde gennem 160 år. De blandede funktioner som cafe, udstilling og butik har skabt nye muligheder for en økonomisk bæredygtig fremtid og sikret offentligheden adgang til de smukke bygninger.
Det er Realdania By & Byg, som ejer bygningerne, og Naturstyrelsen, som lejer og driver fugleoplevelsescentret. Det nye center åbnede i 2017.

Skagen Grå Fyr
Skagen Grå Fyr fra 1858 er et af landets mest ikoniske fyranlæg. Fyranlægget er restaureret og nyindrettet som fugle- og naturformidlingscenter for at sikre liv...
Se projekt

Bovbjerg Fyr
Bovbjerg Fyr er et blomstrende kulturhus, der tiltrækker folk fra nær og fjern. Men trange rammer satte grænser for stedets ildsjæle og aktiviteter. I dag har e...
Se projekt

Stevns Klint
Området omkring det UNESCO fredede Stevns Klint skal videreudvikles og blive én samlet destination med identitet, stiforløb, udkigsposter og et løft af flere by...
Se projekt

Rubjerg Knude Fyr
Rubjerg Knude Fyr, som i 2016 blev gjort tilgængeligt for besøgende og i 2019 blev flyttet længere ind i landet, får nu en ny trappe og arkitektonisk installati...
Se projekt