Nu får byggebranchen mulighed for at etablere endnu flere fælles erfaringer og metoder, når det kommer til bæredygtigt byggeri.
Gennem 31 konkrete byggeprojekter af forskellig art og med placeringer over hele landet skal både private, almene og offentlige bygherrer afprøve den frivillige bæredygtighedsklasse med støtte fra Realdania.
Og netop bredden i projekterne er afgørende, lyder det fra Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania:
“Der ligger et enormt potentiale i den frivillige bæredygtighedsklasse, og der er ingen tvivl om, at den vil kunne skubbe byggebranchen i en endnu mere grøn retning. Men det kræver, at afprøvningen fra begyndelsen kommer hele vejen rundt, så vi får det bedst mulige indblik i, hvordan vi sikrer mere bæredygtigt byggeri. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge de 31 bygherrer, som nu skal være med til at indsamle vigtig viden og gøre sig erfaringer med ordningen, som kan komme hele branchen til gode,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.