Godt håndværk med et strejf af funktionalisme
På ganske lidt plads, med rationale og med mennesket i centrum, formåede Viggo Møller-Jensen at afvikle funktioner og praktikaliteter i det blot 125 kvadratmeter store hus og samtidig skabe velafbalancerede og stemningsfulde rum med præcise lysindfald og sanselige farver. Da Viggo Møller-Jensen i 1943 tegnede Atelierhusene ved Utterslev Mose i København, som i dag er fredede, var det med direkte inspiration fra sit eget hus. Atelierhusene blev sidenhen en inspirationskilde for andre arkitekter i 1970’ernes og 80’ernes tæt-lav-bebyggelser.
- Viggo Møller-Jensens eget hus er beskedent og nøjsomt – men idérigt. Dets karakter er præget af Bedre Byggeskik-stilen, men rummer samtidig få funktionalistiske anstrøg. Huset var i 64 år hjem for en personlighed i dansk arkitektur, som satte et sikkert aftryk på dansk, socialt boligbyggeri og på generationer af arkitekter i kraft af sit virke som professor på Arkitektskolen. Huset afspejler Viggo Møller-Jensens væsen og egen tilgang til faget. Jeg er glad for, at huset nu er restaureret og bevaret og en del af Realdania By & Bygs samling af Arkitekternes egne huse, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Om Viggo Møller-Jensen
Viggo Møller-Jensen var udlært tømrer og blev senere arkitekt. Han var søn af dekorationsmaleren Jens Møller-Jensen, som var en frontfigur på Skolen for Dansk Kunsthaandværk, og han var elev af Bedre Byggeskik-arkitekten Ivar Bentsen og startede sin arkitektkarriere som loyal ansat på PH’s tegnestue.
Husets karakter trækker tråde til både Viggo Møller-Jensens ophav og skoling men lægger også kimen til de værker, som skulle præge hans videre virke, fx Atelierhusene ved Utterslev Mose, Flexibo på Amager, Albertslund Syd og Farum Midtpunkt.
Om restaureringen
Den nyuddannede arkitekt og vordende far, der tegnede huset på Borrekrattet til sig selv og sin familie, gav med huset et meget personligt bud på en familiebolig kombineret med tegnestue. Ved overtagelsen, 80 år efter husets opførelse, var arkitektens oprindelige intentioner fortsat synlige og har været grundlaget for den gennemgribende restaurering, som Realdania By & Byg har gennemført siden april 2020 med arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, i spidsen.
- Vores tilgang til restaureringen var flerfoldig. Skulle huset have en bæredygtig fremtid, især en fremtid som familiebolig, var det afgørende at forbedre husets indeklima med en fornuftig opvarmning, og bedre isolering og at tætne klimaskærmen. Samtidig ønskede vi at bevare husets udseende, karakter og proportioner uændret. Huset står nu utroligt originalt og velbevaret - lige fra de originale gulvbrædder til planløsningen, farverne og inventardelene; restaureringen med supplerende forbedringer for indeklimaet var en balancegang mellem fortiden og nutiden, fortæller Frants Frandsen, som glæder sig over, at huset snart igen skal fungere som ramme om en familie.
Læs mere om fundet og genskabelsen af et FDB-tapet fra 1943
Om huset
Arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus på Borrekrattet 7 i Kgs. Lyngby er opført i 1939 som hjem og tegnestue for arkitekten og hans familie. Huset er et personligt bud på enfamiliehuset præget af arkitektens nøjsomme og konkrete tilgang til faget, hvor funktion er ligeværdig med form.Viggo Møller-Jensens eget hus indgår i Realdania By & Bygs samling af ca. 60 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem næsten 500 år, og er med til at fremme den levende bygningskultur. Samlingen tæller bl.a. 15 af store danske arkitekters egne huse. Huset skal fremover udlejes som privatbolig.
Læs mere om Arkitekternes egne huse
Om Realdania By & Byg
Realdania By & Byg fører Foreningen Realdanias mission og strategier om livskvalitet i det byggede miljø ud i livet gennem ejerskab af bygninger og arealer til byudvikling.
Når Realdania By & Byg investerer i ejendomme og arealer, sker det for at udvikle eller sikre kvaliteter, som ellers ville gå tabt, og vi går typisk kun ind i projekter, som andre ikke kan løfte. Det er også en forudsætning, at anvendelsen er nutidig, og at driften er økonomisk bæredygtig.
Læs mere om Realdania By & Byg
Om bogen ”Viggo Møller-Jensens eget hus”
I maj udkommer det seneste hæfte i Realdania By & Bygs serie om Arkitekternes egne huse, nemlig hæftet om Viggo Møller-Jensens eget hus. Hæftet er rigt illustreret med fotos af fotograf Kim Høltermand samt historiske fotos og tegninger. Teksten er skrevet af arkitekt Jens Arnfred, der med sit personlige kendskab til Viggo Møller-Jensen giver en hjertevarm og indsigtsfuld beskrivelse af hjemmet og manden bag. Hæftet sælges bl.a. via Realdania By & Byg Klubbens hjemmeside, hvor det også kan downloades gratis
Køb eller download bogen Viggo Møller-Jensens eget hus
Film
Hør arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, der stod i spidsen for restaureringen, fortælle om arkitekturen og restaureringen i denne fil, hvor han viser rundt i huset.
Se filmen
Vil du med indenfor?
Realdania By & Byg Klubben følger Realdania By & Bygs arbejde med eksperimenterende nybyggeri, byudvikling og historiske huse over hele landet. Klubben afholder cirka 80 arrangementer om året, hvor du bl.a. kan opleve Realdania By & Bygs 60 historiske huse, som repræsenterer forskellige tider, stilarter og steder.
Læs mere om alle Klubbens arrangementer og hvordan du bliver medlem