Det begynder med farver og det slutter med farver

For de tusindvis af gæster og medlemmer af Realdania By & Byg Klubben, som gennem årene har været på besøg i et af Realdania By & Bygs historiske huse, har mødet med en såkaldt farvetrappe ofte givet et helt nyt syn på farver og farvehistorie.

Dette lille stribede felt, som en konservator trin for trin har skrabet sig frem til på en væg eller en dørkarm, rummer nemlig ikke blot en fortælling om husets historiske farvelag gennem tiden; det rummer også en fortælling om konservatorernes arkæologiske gravearbejde. For konservatorerne er farvetrappen en skematisk tidsrejse; for Realdania By & Byg er farvetrappen et uvurderligt redskab, når der skal vælges nye farver til restaureringen af et historisk hus.

Den måde, som et rum farvesættes og udsmykkes på, har nemlig afgørende betydning for den oplevelse, som de besøgende får, og i Realdania By & Bygs arbejde med at bevare og sikre enestående bygninger fra den danske arkitekturhistorie er valget af farver, genskabelse af imitationsmaling og konservering af malede dekorationer et afgørende greb. Malingen, farverne og teknikkerne er med til at sætte et hus ind i en stilhistorisk kontekst, skabe en stemning og fortælle en historie.

Konservatorens arbejde

I sin egenskab af konservator på Nationalmuseet har Johanne Bornemann Mogensen gennem tiden bl.a. bistået Realdania By & Byg med at finde ind til de historiske farvelag i to af danske arkitekters egne huse, nemlig arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus fra 1939 i Kgs. Lyngby og arkitekt Ejnar Ørnsholts eget hus fra 1918 i Nakskov.

Og lige nu er det en helt anden type bygning, fra en helt anden tidsperiode, som Johanne Bornemann Mogensen skal til at grave i, nemlig industrianlægget Marcussens Gård i Aabenraa, som Realdania By & Byg for ganske nylig har købt. Her er de ældste bygninger og dermed også de ældste farvelag fra 1700-tallet.

- I Marcussens gård er 300 års malingshistorie repræsenteret. Alt efter rummenes brug forventer vi at finde adskillige malingslag, der spejler den teknologihistoriske udvikling, rummenes funktion og status, og ikke mindst tidernes skiftende mode, fortæller Johanne Bornemann Mogensen, som i foråret udgav bogen ’Malet’.

Bogen indeholder en beskrivelse af den kolossale udvikling, som malerfagets materialer og teknikker har gennemgået i det 20. århundrede – en udvikling, som hænger tæt sammen med den generelle samfundsudvikling: Farver er sjældent grebet ud af den blå luft; de er udsprunget af en tid og et sted. I løbet af de sidste 100 år er der bl.a. sagt farvel til marmorering og ådring og goddag til malerrullen og arbejdsmiljølove.

Den søgende mellemkrigstid

Ved århundredets begyndelse var det stadig den historicistiske stilretning, som dominerede på farvepaletten. Der var en overvægt af kraftige farver, udsøgte dekorationer og imitationsbemalinger såsom ådring og marmorering, som via særlige bemalingsteknikker forvandlede prisbilligt træ og almindeligt puds til fine træsorter eller bekosteligt marmor. Men allerede før første verdenskrig begyndte den æstetiske elite at vende sig bort fra imitationerne og i stedet orientere sig i retning af frihåndsdekorationer.

Malerne fremstillede på dette tidspunkt stadig selv deres produkter, som bestod af naturens egne råvarer som kalk og linolie, men frem mod 1930’erne begyndte de første halvfabrikata og industrielle produkter at se dagens lys. I samme periode skete der et stilskifte: arkitekter, der var præget af de nye modernistiske strømninger, fik overtaget, og de forkastede al dekorationen men ikke farverne.

- Under modernismen blev der sat fokus på farvernes rumskabende egenskaber og psykologiske virkning. Interiøret blev domineret af såvel ensartede vægflader i lyse pasteller som mere kraftige farver, fortæller Johanne Bornemann Mogensen.

Efterhånden blev produktionen af maling sat mere og mere på formel, og de første syntetiske produkter som for eksempel celluloselim kom på markedet. Krigen satte imidlertid en prop i al udvikling, og vareknaphed gjorde livet som maler svært.

Den industrielle efterkrigstid

I 1952 revolutioneredes malerfaget. Det skete med opfindelsen af malerrullen, og samme år lanceredes også de første vandfortyndbare plastmalinger samt nye bindemidler. Malerne var altså udstyret med helt nye våben, da de bevægede sig ind i efterkrigstidens byggeboom, som ifølge Johanne Bornemann Mogensen førte til, ”at dekorationsmaleri, farvesætning og traditionelle arbejdsgange blev tilsidesat til fordel for akkordarbejde udført med rulle, sprøjte og opløsningsholdige alkydprodukter”.

I 1970’erne blev den automatiske farveblandermaskine udbredt i Danmark, og derefter var det stort set slut med, at malerne selv blandede deres farver. Farverstandarder og systemer med internationale serienumre blev udbredt, og dermed blev der sat ekstra skub i den gør-det-selv-bølge, som siden 1950’erne havde givet de danske forbrugere blod på tanden udi boligindretning og farvesætning.

Mød Johanne Bornemann Mogensen

Det 20. århundrede har været præget af en voldsom udvikling af malerfagets materialer og teknikker. Denne udvikling har haft stor indflydelse på både erhvervsejendomme, offentlige institutioner og private boliger. Men hvordan udviklede malerfaget sig egentlig, og hvorfor fandt denne udvikling sted?

Realdania By & Byg Klubben inviterer til foredrag om maling, farver og teknikker i 1900-tallerts arkitektur med konservator og forfatter til bogen ’Malet’ Johanne Bornemann Mogensen fra Nationalmuseet den 26. oktober på Jarmers Plads i København.