Et hus at høre til i

Af Steen Breiner

At høre til. Det er noget af det, et fællesskab handler om. Og hører til, det gør flokken, der er samlet på en 1.000 kvadratmeter højtliggende mark lidt uden for Lemvig. Marken er omdannet til en køkkenhave, og her dyrker de med fælles indsats lange rækker af bl.a. løg, kål og blomster. I horisonten er der udsigt ud over Nissum Bredning – den vestligste del af Limfjorden. Det kan mærkes på vinden, at vi er tæt på Vesterhavet.

Lene Stokholm Jensen har bagt boller og kalder til samling. Hun er den, der hører mest til, for det er hendes mark, og det er hendes gård med halvanden hektar jord, arvet efter forældrene. Det er Lene, der fik ideen til at omdanne det, der før var landbrugsjord, til en fælles køkkenhave for alle, som havde lyst til at være med. ”Tanken kom til mig for et par år siden, da jeg var sygemeldt med stress og selv begyndte at rode i jorden. Jeg mærkede, at det gav mig ro, og tænkte, at andre – med mere eller mindre bøvl i livet – måske ville have det ligesådan,” fortæller hun.

Det havde de, og i foråret 2024 blev foreningen Husmandsbruget stiftet med støtte fra Villum Fonden. I dag er der omkring 24 medlemmer. Den yngste er 23, den ældste 79. Husmandsbruget var blandt de første fællesskaber, der i 2025 modtog et fysisk mødested fra Realdanias indsats Vores Sted i anledning af foreningens 25-års jubilæum.

Det lille nye fælleshus, bygget i træ og genbrugsmaterialer, står nu for enden af marken. Indenfor domineres rummet af et stort bord, som medlemmerne samles om. Gennem store panoramavinduer kan de kigge ud på deres fælles køkkenhave og videre ud over fjorden.

Syv medlemmer er trukket ind i læ. Boller og kaffe går rundt, med en opfordring fra Lene til at tjekke, om der ligger en død flue i bunden af koppen. Vi er jo på landet, som hun konstaterer. Ved kaffebordet sidder også to udenbys gæster. Den ene er Karsten Kjær, der er fra Ejby, en by med omkring 3.200 indbyggere lidt vest for Køge. Her har Karsten stiftet Ejby Herreklub, hvor det ikke handler om grøntsager og blomster, men om samværet mellem mænd.

”Vi mænd er ikke særligt gode til at skabe netværk og slet ikke til at have nære relationer, hvor vi kan vise vores sårbarhed og tale om de svære ting. Samtidig er det ikke let at komme som tilflytter til en lille by og finde ind i et fællesskab. Derfor stiftede jeg Herreklubben, der har som hovedformål at forebygge ensomhed og mistrivsel blandt mænd,” forklarer han.

Ud over at udveksle erfaringer med ildsjælearbejdet er Karsten Kjær også kommet for at se fælleshuset. Herreklubben har nemlig også fået tildelt et af de 150 mødesteder, men byggetilladelsen er endnu ikke på plads, da vi mødes i Lemvig.

Netop de to husgaver er anledningen til, at den anden udenbys gæst, Realdanias adm. direktør Nina Kovsted Helk, er på besøg. Helt udenbys føler hun sig nu ikke, for hendes mormor boede i Lemvig, og her blev mange sommerferier tilbragt, fortæller hun. Det aftvinger respekt ved bordet, at hun kan tale med om området i ’gamle dage’, forstår vestjysk og kan nævne Alahärmävej, hvor hun som barn slog sine folder. Nu er hun vendt tilbage til egnen for at suge viden og erfaringer til sig fra de to fællesskaber og det frivillige arbejde.

Glæden ved at give

Realdania arbejder for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø. Samtidig viser den store livskvalitetsundersøgelse Vores Livskvalitet, som foreningen gennemførte som led i 25-års jubilæet, at netop sociale relationer er den absolut vigtigste faktor for livskvalitet. Spørgsmålet er, hvordan man får de to ting – det byggede miljø og de sociale relationer – til at hænge sammen i praksis. ”Men først er jeg nysgerrig på, hvorfor I vælger at bruge jeres fritid på at gøre en masse for andre mennesker,” siger Nina Kovsted Helk, efter at kaffen er hældt op og bollerne er smurt.

”Det er min kone også,” kommer det prompte fra Karsten Kjær, og latteren ruller for første, men bestemt ikke sidste gang, ved bordet. Han fortsætter: ”Det at se, hvilken forskel Herreklubben og min spæde idé om et fællesskab har udviklet sig til og betyder for vores lille by, kan jeg slet ikke beskrive. Jeg bliver høj af det og får lyst til at gøre endnu mere. Derfor bruger jeg så meget energi på det, at familien en gang imellem kan synes, at det er i overkanten,” siger Karsten Kjær. Efter at have tænkt lidt svarer Lene Stokholm Jensen, at hun hellere vil sige, at hun gør noget med andre. ”Man får større glæde af at give end at få. Det ligger nok i de fleste,” siger hun og fortsætter: ”Jeg synes, at det er sjovt, at vi er flere om det. Det fællesskab og den hygge, vi har med lune bemærkninger og dril, det gør det til et trygt og rart sted for mig at være,” siger hun. Bordet rundt er der enighed om, at det er det med at give, der er det vigtige. Ikke mindst af sig selv og af sin tid. ”Os, der har levet et langt liv i frivillighedens verden, vi ved godt, at man får mere med sig ved at stille sig til rådighed og tage del end det, man giver. Og man skal på ingen måde gemme væk eller være flov over, at der også er et element af egoisme i at bidrage – det er jo det, der gør, at det er bæredygtigt på den lange bane,” siger den pensionerede provst Poul Erik Knudsen

Plads til alle

Selvom vi i Danmark har en af de højeste livskvaliteter i verden generelt set, så er der mennesker, som rammes af udfordringer eller sårbarhed. Derfor arbejder Realdania også med at skabe gode fysiske rammer for personer i udsatte situationer. Nina Kovsted Helk spørger derfor nysgerrigt ind til, hvordan Husmandsbruget og Herreklubben har fået skabt kontakt til en målgruppe, som det ellers kan være svært at nå.

”En ting er at have en god idé eller en god intention. Men jeg forestiller mig, at det kan være svært, for i udgangspunktet ved I jo ikke, hvem de er. Så hvordan får I fat i dem?” spørger hun. I Husmandsbruget valgte de at gå bredt ud via sociale medier for at lokke interesserede med. Samtidig kontaktede Lene Stokholm Jensen den boligsociale indsats i Lemvig, socialpsykiatrien og andre steder og spurgte, om hun måtte komme og fortælle om fællesskabet.

”På møderne med de professionelle aftalte vi, at de ville hjælpe på vej. For det første skridt kan godt være svært at tage alene, når man skal ind i et nyt fællesskab, det kender vi jo alle. Men vi er altså ikke en forening for socialt udsatte. Vi mødes primært om at dyrke køkkenhaven, og så gør vi bare lidt ekstra for at få folk med, som ikke kommer af sig selv,” siger Lene Stokholm Jensen. Karsten Kjær valgte også sociale medier til at gøre opmærksom på Herreklubben. Derudover gik han fra dør til dør i Ejby og bankede på alle de steder, hvor han vidste, at der boede mænd. Det gav pote, og i dag tæller foreningen 56 herrer i alderen fra 37 til 84 år.

Det er primært igennem de nuværende medlemmer, at foreningen kommer i kontakt med de mænd, der er på kanten. ”Det kan f.eks. være en nabo, der har brug for støtte. Det er nok ikke noget, man taler om over hækken, men alligevel er der ofte nogle tegn,” siger Karsten Kjær og tilføjer: ”Nogle af lægerne i kommunen er begyndt at anbefale deres mandlige patienter at kontakte os. Det er et stort skulderklap, men samtidig er det også svært, for vi har 70 mænd på venteliste, og det er hårdt at sige nej til en person, der virkelig har brug for fællesskabet. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi knækker den nød.

Det er svært at skulle sige nej til folk, der har brug for hjælp og støtte, men ikke er i stand til at indgå i et frivilligt fællesskab. Men for både Husmandsbruget og Herreklubben handler det om, at der skal være en balance. Man kan og skal ikke som frivillig påtage sig opgaver, der bør løses af professionelle. ”Vi er parat med opbakning, og vi gør, hvad vi kan for at skabe rummelighed. Men det må ikke komme til at fylde det hele, det dur ikke for os,” siger Cristiano Zuccarello, der er nabo til Husmandsbruget og var med til at forme ideen og rammerne om fællesskabet. I Herreklubben ser de det som en grundlæggende opgave at hjælpe medlemmer, der gerne vil ændre på deres livssituation. Det kan være alt fra f.eks. overvægt, rygning og alkohol til arbejdsløshed eller ensomhed. Men også her er der en grænse.

”Vi er ikke behandlere. Men vi kan vise dem, at de ikke er alene. Og vi gør også det, at vi inviterer fagprofessionelle på besøg, hvor vi f.eks. laver mad, mens vi taler om sundhed. Så kommer der gode råd på bordet undervejs, og de professionelle får fat i nogle mænd, som vi ellers ikke ville nå,” siger Karsten Kjær.

Rammernes betydning

Mens vinden rusker uden for det lille fælleshus, vender vi tilbage til det, der var udgangspunktet for besøget. Nemlig hvordan man får det byggede miljø og de sociale relationer til at hænge sammen i praksis.

”I dag lever vi liv, hvor vi f.eks. bor mere opdelt og mødes mindre på tværs, end vi gjorde tidligere. Det vil Realdania gerne være med til at lave om på, og jeres foreninger er virkelig gode eksempler på, at det kan lade sig gøre. Men det er jo først, når husene står der, at vi kan vide med sikkerhed, om de virker efter hensigten,” siger Nina Kovsted Helk og forklarer, at hovedtanken med at forære 150 fællesskaber et sted netop er at give en mulighed for, at folk kan mødes fysisk.

Ved kaffebordet i Lemvig er der ingen tvivl om, at deres hus har gjort en kæmpe forskel. Bordet rundt er der enighed om, at man jo bare kan kigge ud ad vinduet for at konstatere det. Uden huset var de gået hjem i stedet for at drikke kaffe sammen. ”Vi har haft brug for et sted, hvor vi kan være sammen og kan gå ind i ly, når det er nødvendigt. Et sted, hvor vi kan have et indendørs fællesskab. Vi har haft rigtig mange på besøg, som også har vist interesse, efter at de har været her. Så det, at vi har et fysisk, synligt sted, har en kæmpe betydning og har været en slags blåstempling. At vi er kommet for at blive – om ikke i 100 år, så i hvert fald i lang tid,” siger Lene Stokholm Jensen.

Der har også været tale om, at huset kan være rammen om sociale arrangementer. For eksempel ældste medlemmet Else Nielsens 80-års fødselsdag. Men, konstaterer den snarlige fødselar tørt, så dur det ikke. ”For huset har ikke noget toilet. Og det bliver altså for vanskeligt i vores alder,” siger hun og får kaffeselskabet til at bryde ud i rungende latter.

Karsten Kjær må endnu nøjes med at glæde sig til, at Herreklubben får sit hus. Men besøget hos Husmandsbruget har givet ham et klart billede af, hvad det skal bruges til. I dag mødes medlemmerne i nogle lånte lokaler, og det vil de stadig gøre, når de er sammen alle sammen, for det bliver umuligt at klemme alle ind på de knap 40 kvadratmeter, Vores Stedhuset er på. Til gengæld egner det sig godt til de små fællesskaber, der ligger ud over det faste samvær.

”Alene det, at vi kan samles, det ser jeg virkelig frem til. Om det så handler om at lave mad over bål, passe urtehaven, som vi får rundt om huset, eller bare tage en kop kaffe sammen. ”Kaffepausen er forbi, der ryddes af og skylles kopper. Nogle skal hakke lidt mere ukrudt og have en sludder om fodbold, andre skal hjem, og det er også tid for de udenbys gæster at tage af sted. Inden afsked får Nina Kovsted Helk en enorm pose med kål forærende, for den er vokset godt, og der er så rigeligt. Egentlig skal Realdanias direktør oppe for enden af vejen køre til venstre. Men Lemvig ligger til højre, så det bliver til en lille afstikker. Til Alahärmävej og det sted, der var med til at forme hende som en lille pige.