Trivslen blandt børn og unge fylder meget i debatten, hvor fokus ofte er på sociale medier, præstationspres og fællesskaber. Men de fysiske rammer – de steder, hvor børn og unge lærer, leger, mødes, bor og opholder sig – har også betydning for trivslen. Og de fylder ikke så meget i debatten.
’I Realdania ved vi, at det, der er bygget, har betydning for vores livskvalitet, og at et godt sted kan gøre det lettere at mødes, lege, være nysgerrig og føle, at vi hører til. Men vi ved endnu ikke nok om, hvordan de fysiske rammer konkret påvirker børn og unges trivsel – eller hvordan vi bedst udvikler steder, der understøtter gode hverdagsliv for børn og unge. Og dét vil vi gerne blive klogere på,’ lyder det fra Nina Kovsted Helk, adm. direktør i Realdania.
Derfor lancerer Realdania nu en dialogkampagne, der skal give både den filantropiske forening Realdania og andre mere viden om, hvordan arkitektur og steder kan styrke børn og unges trivsel. Dialogkampagnen er første skridt i indsatsen med ambitionen om at øge trivslen blandt børn og unge, og med den inviteres alle, både børn, unge og voksne til at dele deres erfaringer og drømme for fremtiden.
'Trivselsudfordringerne er et vildt problem. Børn og unges udfordringer er meget forskellige afhængige af alder, egn og ophav. Opgaven med at få flere børn og unge til at trives kræver en kombination af initiativer, og at vi alle bidrager. Realdanias nye kampagne kan forhåbentlig på sigt give flere børn og unge adgang til fællesskaber og selvforglemmelse i inspirerende fysiske rammer – og give dem en fornemmelse af, at de ikke tilskuere i eget liv, men har mulighed for at forme og farve deres eget ungdomsliv,' siger Rasmus Meyer, forstander på Krogerup Højskole og tidl. formand for Trivselskommission.
Vil bruge børns fantasi til at bygge bedre
Børn og unges trivsel er et af Realdanias ni filantropiske fokusområder, som sætter retningen for de ca. 600 mio. kr., foreningen uddeler årligt.
’Vi ønsker at blive klogere på de behov, ønsker og drømme, som findes hos børnene og de unge – og hos de voksne omkring dem. I Realdania ved vi noget om, hvordan de fysiske rammer kan bidrage til trivsel og livskvalitet. Men vi tror på, at børn og unge har de bedste svar på, præcis hvordan vi kan bidrage til deres liv,’ lyder det fra Nina Kovsted Helk.
Kampagnen bygger ovenpå en række dialoger med organisationer, der arbejder med børn og unge samt samtaler med børn på nogle af landets skoler. Samtidigt offentliggør Realdania til efteråret også en ungeundersøgelse blandt de 18-29-årige, der belyser hvilke faktorer, der har betydning for unges oplevede livskvalitet, bl.a. deres boligforhold.
I kampagnen spørger Realdania børn, unge, forældre og eksperter: ’Hej, hvad ser du’, og inviterer børn, unge og deres voksne til at forestille sig, hvordan deres skolegård, fritidsklub, gade eller yndlingssted kunne blive endnu bedre. Og ingen svar er forkerte. Kampagnen handler netop om at aktivere forestillingsevnen for at skabe de rammer, som kommende generationer har brug for, og at bruge svarene som afsæt for forandringer og løsninger, der kan bidrage til øget trivsel blandt børn og unge.
Søg støtte til konkrete projekter
Realdania har gennem alle sine 25 år uddelt midler til eksempelprojekter, der arbejder med at forbedre børn og unges trivsel, og som kan være til inspiration for andre projekter, bl.a. gennem udviklingen af skolegårde og indeklimaet i skolerne. Men først med den nuværende strategi er børn og unges trivsel blevet et egentligt fokusområde for foreningen, der hermed inviterer aktører med gode ideer på området til at gå i dialog og søge støtte. Blandt de seneste uddelinger fra den filantropiske forening er støtte til Mariager Fjord Gymnasium, der vil skabe nye rammer for undervisning, fordybelse og fællesskab ved at etablere en grøn læringslandsby, og til Julemærkehjemmet i Hobro, der med støtte fra Realdania nu kan realisere deres drøm om en multihal, der skal fremme de mere sårbare børns udvikling og trivsel.
”Der er heldigvis rigtig mange andre aktører, der arbejder for at skabe gode liv for børn og unge, og vores bidrag kan bestemt ikke alene løse de udfordringer, der er. Vi har i Realdania en særlig viden om de fysiske rammer og arkitekturens betydning for mennesker, og den viden synes vi, at vi har pligt til at sætte i spil – i samarbejde med alle de mange andre kræfter, der arbejder på området,” lyder det fra Nina Kovsted Helk.
Læs mere om indsatsen og mulighederne for at søge støtte på realdania.dk.