Menu

Indvielse

Nakskov 2030: Sådan så det ud, da den gamle købstad tog hul på et nyt kapitel

25. august 2026

Der er sket synlige forandringer på havnen, i bymidten og fjorden. Og det blev fejret.

Da snoren onsdag den 19. august blev klippet til den omdannede Havnebygning, var det samtidig en fejring af byudviklingsinitiativet Nakskov 2030, som har givet hele byen et løft.

Begejstringen var stor hos borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen og de mange nakskovitter, som var mødt op til den store festdag på Honnørkaj. Kajarealet har sammen med Havnebygningen fra 1915 gennemgået en større istandsættelse, som er med til at styrke det samlede indtryk af byen.

Efter taler fra borgmesteren, Alette Mærsk Mc-Kinney Sørensen fra A. P. Møller Fonden og Realdanias filantropidirektør Stine Lea Jacobi kunne alle træde indenfor i de smukt istandsatte lokaler, som nu danner ramme om et besøgscenter, udstilling, foreningslokaler og café og restaurant med udsigt til havn og fjord.

Indvielse i Nakskov den 19. august 2026

Ud over omdannelsen af den ikoniske bygning og det omkringliggende kajareal har hele bymidten i Nakskov fået et tydeligt løft: Tomme butikker er blevet omdannet til boliger, historiske huse er blevet restaureret, og nye byrum styrker oplevelsen af den gamle købstad. Derudover er forbindelsen til havnen og fjorden ved at blive forbedret.

Kan inspirere andre byer

I sin tale lagde Stine Lea Jacobi blandt andet vægt på det gode samarbejde mellem kommune, fonde og lokale investorer. Noget som andre købstæder kan lade sig inspirere af i arbejdet med at skabe udvikling:

”Tak til de mange lokale investorer, bygningsejere og borgere, som også kunne se potentialerne i Nakskov 2030. En del af jer er med i dag. I har udvist mod og handlekraft, investeret både tid og penge og har en stor andel i den positive udvikling, der er sket her i Nakskov. Jeres opbakning har været afgørende for de forandringer i Nakskov, som jeg er sikker på, kommer til at gavne hele byen og området.”

Mød nogle af de nakskovitter, som har fået støtte til udvendig renovering af deres historiske huse, og som sætter ord på forandringerne i bymidten.

Reportage: Optimisme i Nakskov

Om Nakskov 2030

Nakskov 2030 er et partnerskab mellem A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lolland Kommune og Realdania om at udvikle Nakskov. Partnerne har til sammen afsat 167,2 mio. kroner til initiativet.

A.P. Møller Fonden har støttet ombygningen af Havnebygningen og transformationen af Honnørkaj, mens Realdania blandt andet står bag Nakskov Bymidtefond, hvor bygningsejere har kunne søge penge til udvendig istandsættelse

1/5