Debatindlæg af Helle Osmer Clausen, CIP Foundation; Mikkel Suell Henriques, Realdania og Henrik Søgård Olsen, COWI. Bragt i Jyllands-Posten den 16. september.
Vandkøbing findes ikke. Men det gør byens problemer. Den fiktive danske kystby er sammensat af bydele fra virkelige danske byer, og mange byer vil derfor kunne genkende udfordringerne, som Vandkøbing kæmper med. Her truer vandet fra flere sider på én gang: fra havet, fra vandløb og fra kraftige regnskyl. Præcis som det gør mange steder i Danmark. Vi har skabt Vandkøbing for at undersøge et enkelt men afgørende spørgsmål: Hvordan får vi mest mulig beskyttelse, natur og livskvalitet for de milliarder, der skal investeres i klimatilpasning i de kommende årtier?
Vandkøbing præsenteres i en ny rapport finansieret af CIP Foundation og Realdania, hvor ingeniører, arkitekter og økonomer sammenligner en traditionel tilgang til klimatilpasning med en helhedsorienteret model, der tager højde for vandets samlede kredsløb. Og konklusionen er klar: Klimatilpasser vi klogt og sammenhængende, får vi bedre og mere robuste byer. I Vandkøbing viser analysen endda, at den helhedsorienterede tilgang er billigere end den traditionelle.
Alligevel planlægger og finansierer vi fortsat klimatilpasning, som om vandet følger kommunegrænser og lovparagraffer. Det gør det selvfølgelig ikke. Konsekvensen er, at vi alt for ofte ender med løsninger, der er dyrere, mere fragmenterede og mindre effektive, end de kunne være. For eksempel viser rapporten, at man kan spare flere hundrede millioner kroner på at lave vandparkering, altså at skabe naturlige vådområder uden for byen, i stedet for at bruge traditionelle hårde klimatilpasningsløsninger, såsom mure langs vandløbet igennem byen.
Rapporten bygger på omfattende analyser af danske kystbyer og er udarbejdet af COWI og Arkitema med bidrag fra KPMG. På baggrund af data og erfaringer fra virkelige danske byområder illustrerer casen det komplekse samspil af udfordringer, som en typisk dansk kystby står over for, når borgere, virksomheder og infrastruktur skal beskyttes mod oversvømmelsestruslen fra både hav, vandløb og skybrud.
I dag bygges de fleste klimatilpasningsprojekter op om enkeltstående tekniske anlæg. Der etableres diger, mure, pumpestationer og underjordiske bassiner. Finansieringen og myndighedsprocesserne er opdelt efter vandtype, geografi og aktør. Samtidig er kommuner og forsyninger underlagt økonomiske rammer, der ofte favoriserer den billigste løsning her og nu frem for den løsning, der skaber størst værdi på længere sigt. Det er paradoksalt. For vi ved, at nogle af de mest robuste og værdiskabende løsninger opstår, når klimatilpasning, naturgenopretning, byudvikling og rekreative kvaliteter tænkes sammen. Det kan for eksempel være, når etableringen af et vådområde i én kommune mindsker risikoen for oversvømmelser i en anden. Eller når parker, boldbaner og byrum designes til også at håndtere ekstremregn og dermed reducerer behovet for kostbare underjordiske løsninger. Eller når strandenge langs kysten dæmper bølgernes kræfter, så behovet for høje diger længere inde på land mindskes.
Problemet er, at netop disse løsninger ofte er de sværeste at realisere inden for de nuværende rammer. De kræver samarbejde på tværs af myndigheder, sektorer og kommunegrænser. De kræver, at flere aktører investerer i den samme løsning. Og de kræver finansieringsmodeller, der understøtter helheden frem for enkeltdelene.
Debatten om klimatilpasning kommer ofte til at handle om, hvem der skal betale. Men det er lige så vigtigt at diskutere, om vores nuværende rammer gør det muligt at investere klogt. Vandkøbing viser, at vi kan få bedre, billigere og mindre indgribende løsninger ved at tænke klimatilpasning som én sammenhængende samfundsopgave, der går på tværs af vandkredsløb og aktører. Det understreger, at vi har brug for en samlet vision for fremtidens klimatilpasning, der kan guide de mange aktører på området og give danskerne bedst mulig beskyttelse, natur, livskvalitet og samfundsværdi for pengene.