Menu

Ny bevilling

Svendborgs blå zoner skal inspirere andre kystbyer

1. september 2026

Østre Havn er et af de områder på Svendborg Havn, som i fremtiden skal kunne tåle oversvømmelse - og samtidig udgøre en beskyttelse for den bagvedliggende by.

1/2

Med støtte fra Realdania og ledende eksperter skal Svendborg Kommune undersøge, hvordan et tidligere godsbaneareal og en gammel industrihavn kan udvikles til levende byområder, hvor vandet i fremtiden oftere vil stå over kajkanten.

Hvordan udvikler man en levende havn, når vandet i fremtiden risikerer at skylle ind over kajen? Det spørgsmål skal Svendborg Kommune nu arbejde videre med i projektet De blå zoner, som Realdania har bevilget 2,1 mio. kr. til.

Svendborg Havn er det område i den sydfynske kommune, der er mest udsat for oversvømmelser fra havet. Derfor har kommunen i mange år arbejdet med at finde de rette løsninger på, hvordan havnen kan tilpasses fremtidens klima. I dag er strategien, at vandet nogle steder – i såkaldte blå zoner – får lov til at komme ind over kajkanten. Her skal områderne indrettes, så de kan tåle vandet og samtidig beskytte den bagvedliggende by.

Med støtten fra Realdania skal kommunen nu undersøge, hvordan den tilgang kan omsættes i konkret planlægning – og det glæder borgmester i Svendborg Kommune, Bo Hansen:

”Vi kan ikke holde vandet ude alle steder, og derfor handler klimatilpasning ikke kun om at bygge mure. Vi skal finde de løsninger, der gør det muligt at leve med vandet uden at sætte udviklingen af havnen i stå. Det er en enormt kompleks opgave, og derfor er vi utroligt taknemmelige for Realdanias støtte. Det giver os et solidt grundlag for at træffe beslutninger, der skal holde både i dag og i en fremtid, hvor vandet står højere,” siger han.

Inspiration for andre kystbyer

Arbejdet med Svendborgs blå zoner skal ikke bare give vigtig viden til de lokale politikere, men også til andre kystbyer, som står med lignende udfordringer:

"Vi ser ind i en fremtid med flere skybrud, stormfloder og forhøjet vandstand. Derfor er det vigtigt at udforske, hvordan vores byer kan imødekomme vandet på bedste vis samtidig med, at vi sikrer borgernes adgang til vandet. Svendborg har valgt en både nytænkende og stærk strategi til klimatilpasning, hvor man ikke bare bygger mure, men også inkluderer at dele af havnen skal kunne tåle oversvømmelser. Vi er glade for at kunne støtte projektet ”De blå zo-ner", som udover at understøtte beslutningerne i Svendborg også kan bidrage med vigtig viden til mange andre kystbyer,” siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.

Tidligere godsbaneareal og industrihavn

Projektet tager udgangspunkt i et tidligere godsbaneareal og en industrihavn, som står over for omdannelse.

Med hjælp fra eksperter skal der udvikles forskellige scenarier for områdernes anvendelse og indretning, som vurderes både på kort og langt sigt. På den måde kan de lokale politikere se, hvordan muligheder, risici og investeringer ændrer sig, efterhånden som havvandet stiger.

På godsbanearealet skal projektet blandt andet undersøge mulighederne for naturbaseret kyst-beskyttelse, hvor terræn, beplantning og arealer, der kan give plads til vandet, supplerer mure og andre tekniske løsninger. Genåbningen af en central bæk indgår derfor i alle scenarier. Projektet skal samtidig belyse, hvor og hvordan der kan bygges i et område med risiko for oversvømmelse.

På det andet område er spørgsmålet, hvordan et gammelt industriområde kan få nyt liv, når vandet samtidig kommer til at fylde mere. Kan bygningerne bruges til nye formål? Og kan der skabes plads til erhverv, kultur og ophold langs vandet på en måde, der også fungerer i frem-tidens klima?

Endelig kan arbejdet føre til konkrete eksempelprojekter.

Fakta

  • Frem mod udgangen af 2027 skal projektet ”Blå zoner” samle viden om de lokale effekter af klimaforandringer, eksisterende bygninger og mulighederne for at udvikle de to områder.

  • Resultaterne skal give politikerne et solidt grundlag for at beslutte, hvordan Godsbane-arealet og Østre Havn skal udvikles. Erfaringerne skal samtidig deles med andre kystbyer, der står over for lignende udfordringer.

  • Projektet har et samlet budget på 4,4 mio. kr. Realdania bidrager med 2,1 mio. kr., mens Svendborg Kommune bidrager med 2,3 mio. kr.