Menu

Nyt projekt skal vise effekten af klimatilpasning

5. november 2026

De seneste år har stormfloder, skybrud og oversvømmelser fra vandløb ramt flere og flere steder i Danmark. Nu skal et nyt værktøj gøre os klogere på, hvilke tiltag, der virker til at mindske risikoen

Uanset om man bor i byen eller på landet, skal man kunne føle sig tryg ved, at ens hjem og lokalområde er beskyttet, når vejret bliver mere og mere voldsomt. Et nyt digitalt værktøj fra KL, som Realdania støtter, skal bidrage til at kunne følge klimatilpasningen og blive klogere på, hvad der virker.

Stormfloder, skybrud og oversvømmelser fra vandløb rammer mennesker og virksomheder i hele Danmark. Og i takt med, at vejret bliver mere voldsomt, vokser behovet for at beskytte boliger, virksomheder og lokalsamfund mod vandet.

I dag mangler der et fælles grundlag for at vurdere, hvor godt forskellige indsatser egentlig virker til at mindske risikoen for oversvømmelser – og om vi er bedre stillet i dag end for 10 år siden, når vandet kommer.

Det skal projektet Klimatilpasning: Monitorering af risiko som fremdriftsmåling ændre på. Projektet indeholder blandt andet et digitalt værktøj, som skal give kommunerne et bedre billede af, hvor stor en effekt forskellige klimatilpasningstiltag har mod oversvømmelser, og hvordan det udvikler sig over tid.

“Man skal kunne sove trygt om natten velvidende, at ens hjem og lokalområde er beskyttet, når vejret bliver voldsommere og voldsommere. Men der er stor forskel på udfordringerne fra Lemvig til Næstved. Derfor skal vi blive klogere på, hvilke klimatilpasningstiltag der virker bedst. Så kan vi følge udviklingen og sætte ind dér, hvor risikoen er størst, og hvor vi kan gøre den største forskel,” siger Christina Krzyrosiak Hansen, formand for KL’s Klima-, Natur- og Planudvalg.

50 års udvikling skal gøre os klogere

En vigtig del af projektet bliver at skabe et bedre billede af risikoen for oversvømmelser. I dag bruges forskellige modeller til forskellige typer af oversvømmelser, men der skal med dette projekt udvikles en metode, der kan følge risikoen for oversvømmelse på tværs af blandt andet stormflod, skybrud og vandløb.

Det skal give kommunerne et bedre grundlag for at vurdere effekten af og fremdriften i klimatilpasningsindsatsen, og samtidig skal metoden bidrage med et værktøj til kommunerne, når der skal planlægges nye klimatilpasningstiltag.

Derudover skal projektet ikke kun se fremad. En historisk analyse skal undersøge, hvordan risikoen for oversvømmelsesskader har udviklet sig gennem de seneste 50 år, blandt andet i takt med byudvikling, ændret arealanvendelse og gennemførte klimatilpasningstiltag.

”Det er vigtigt, at vi får et samlet overblik over, hvordan klimatilpasningen skrider frem i hele landet, og om indsatserne står mål mod risikoen, som hele tiden udvikler sig. Vi er også glade for, at projektet tager højde for risiko uanset hvor vandet kommer fra. For vi får bedre strategier og løsninger, når vi ser på tværs af forskellige typer af vand,” siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.

Projektet videreudvikler det eksisterende kommunale værktøj OS2-Skadesøkonomi og gennemføres med KL som projektleder i tæt samarbejde med DTU. Projektet er finansieret af Realdania og Kommunernes Digitaliseringsprogram og forventes at løbe frem til foråret 2028.