Kunstværket Ice Watch består af 100 tons indlandsis opstillet som en skulptur på Rådhuspladsen. Og når indlandsisen står midt i det københavnske efterår, så smelter den naturligvis. Men det er også pointen, for når vi kan se og føle indlandsisens afsmeltning, bør det sætte tanker i gang og give anledning til handling. Ved ferniseringen søndag blev det klart, at de 100 tons indlandsis svarer til den mængde is på Grønland, der smelter i sekundet. Hver eneste dag.
Og med Miljøministeriet/Naturstyrelsens nye rapport om konsekvenserne ved klimaforandringerne i Danmark er der sat en ekstra streg under alvoren – og dermed behovet for sætte klimatilpasningsinitiativer højt på den samfundsmæssige dagsorden.
Klimatilpasning i det byggede miljø
De klimamæssige følger af globale temperaturstigninger giver store økonomiske tab og menneskelige omkostninger, når vejret bliver ekstremt, og vandet flyder over på vores veje, i vores byer, havne, og i kældrene i vores huse. Med det byggede miljø som arbejdsfelt udgør klimaforandringerne et naturligt fokusområde for Realdania, og mere end 10 procent af alle Realdanias igangværende projekter har et klimatilpasningselement.
Om baggrunden for at støtte Ice Watch siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania: ”Klimaudfordringen er til at tage at føle på, og indlandsisens afsmeltning er en af de tydeligste og mest pædagogiske indikatorer på klimaforandringerne. I Realdania har vi klimatilpasning i byerne som et af vores væsentligste indsatsområder, og Københavns værtskab for offentliggørelsen af den femte rapport fra FNs klimapanel ser vi som den oplagte anledning til at få skabt ekstra opmærksomhed på de udfordringer, vi står over for. En anledning som ikke er blevet mindre aktuel med Miljøministeriets nye rapport om klimaforandringernes effekt i Danmark.”
Tænk dobbelt – Klimatilpasning skal skabe merværdi
Realdanias filosofi er, at man skal tænke dobbelt, når man arbejder med klimatilpasning. Når vi alligevel skal bruge en masse penge på at gøre byerne mere klimarobuste, skal vi sikre, at der samtidig sker en generel fysisk opgradering af byerne. Det handler grundlæggende om at skabe merværdi – om gennem nye partnerskaber at udvikle flerfunktionelle løsninger, som kombinerer klimatilpasningen med anden kvalitativ værdiskabelse i byerne, såvel æstetisk som rekreativ, erhvervsmæssig og socialt. Man skal med andre ord ikke kun løse klimaudfordringen – men man skal også løse klimaudfordringen.
Forundersøgelse til et Isfjordscenter i Ilulissat
Realdania er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at etablere et såkaldt Isfjordscenter på Grønlands Vestkyst ved Diskobugten. Her 250 km nord for polarcirklen ligger Ilulissat Isfjord, med det grønlandske navn Kangia, og isfjorden udgør et spektakulært sted, hvor verdens klimaforandringer udspiller sig for fuld udblæsning. Ideen er, at isfjordcenteret vil kunne blive en driver for turismeudviklingen i området samt være hele verdens indgang til oplevelserne omkring den markante afsmeltning af indlandsisen.