x

Besøgscenter som knudepunkt

På Børglum Kloster havde hestestald og vognport brug for grundig istandsættelse og en ny funktion. Som en del af Fremtidens Herregård er bygningerne blevet omdannet til café og besøgs- og mødecenter, som servicerer herregårdens mere end 40.000 årligt besøgende. I besøgscentret viser herregården forskellige temaudstillinger, og her kan virksomheder, kommuner og ildsjæle også afholde konferencer, koncerter og foredrag for op til 200 mennesker. Stedets vognport huser en stemningsfuld café. Omdannelsen blev gennemført med hjælp fra restaureringsarkitekt Søren Kibsgaard.

Lokale målsætninger 

Udgangspunktet var, at stedets ånd skulle bevares, og at bygningens historie som gammel hestestald skulle være tydeligt aflæselig. Derfor blev de rå mure og støbejernsvinduerne bevaret. Og det nye, der kom til, skiller sig ud, så man tydeligt kan se, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt. Målet var at gøre herregården til lokalsamfundets mødested og fyrtårn for at skabe opmærksomhed på lokalområdet. På den måde ønskede man at bidrage til at fastholde og tiltrække borgere til Vendsyssel. Håbet er også, at besøgscenteret skal bidrage til, at turismen kan blive herregårdens primære indtægtskilde.

Fremtidens Herregård - kampagnen

Siden 2008 har vores kampagne Fremtidens Herregård arbejdet for fremsynede initiativer og idéer, der puster nyt liv i herregårdenes historiske bygninger og bidrager til at sikre og udvikle de unikke kulturværdier. 

Med kampagnen har vi  afholdt tre idékonkurrencer, hvor alle herregårdsejere var inviteret til at byde ind. I alt har 36 projekter fået støtte til at gøre den gode idé bedre, og 24 herregårde har fået støtte til at føre den ud i livet.

Fremtidens Herregård