Ankomstområdet trænger til en opgradering
Ankomstområdet i Den Frie Udstillingsbygning står ikke mål med den øvrige bygnings æstetiske udtryk og faciliteter og trænger derfor til en opgradering. I dag fremstår foyeren mørk, slidt og trist, og der er gennem tiden blevet tilføjet mange elementer, som ikke er originale. Derudover er der mange forbipasserende, der hverken kender til husets historie eller funktion som kunsthal. Den Frie Udstillingsbygning blev bygget i 1898 og er i dag fredet. Projektet rummer derfor den særlige kompleksitet, som består i at skabe et samtidigt og funktionelt område samtidig med, at de fredningsmæssige værdier bliver bevaret og understøttet.
Der skal være kortere vej til kunsten
Formålet med projektet er en opgradering og nytænkning af ankomstområdet, hvilket inkluderer forpladsen og foyer. Det er projektets mål at komme tættere på Willumsens originale bygningsværk og den stemning, der oprindeligt var i huset. Derudover ønsker man at åbne institutionen for samfundet ved at skabe et bedre samspil mellem den ikoniske bygning og det offentlige rum. Vejen til kunsten skal helt bogstaveligt gøres kortere og mere transparent.