Friedenreichs Palæ i Viborg

Et stykke adelskultur midt i byen

Land og by hang tæt sammen i 1700-tallet – og sådan er det også med Friedenreichs Palæ. Palæet blev opført i 1757 af enkefrue Anna Margrethe Friedenreich (født de Linde) på en brandtomt ved Nytorv i Viborg, hvor en bygård ejet af familien Friedenreich var gået op i flammer ved en stor bybrand i 1726.

Palæets prominente placering med udkig over Nytorv, byens centrale plads siden det blev anlagt af Kong Frederik II i 1584, bidrager til, at Friedenreichs Palæ fremtræder som en af Viborgs fineste bygninger.

Realdania By & Byg overtager bygningen 1. januar 2026 og begynder herefter en restaurering, der skal sikre ejendommen til glæde for nuværende og fremtidige generationer. Sammen med en række andre 1700-talsbygninger i Realdania By & Bygs samling af historiske huse bidrager Frederichs Palæ til fortællingen om dansk bygningsarv, enevælde og adelskultur.

Arkitekt

Palæet er tilskrevet bygmester Nicolai Hinrich Riemann – en af 1700-tallets betydelige arkitekter i Jylland, kendt for flere barokværker på herregårdene, blandt andet herregården Bidstrup, arbejder på Gl. Estrup, ombygning af hovedbygningen på Herregården Pastrup (også for familien Friedenreich) samt restaureringer af en række jyske kirker.

Omkring 1820 blev palæet omdannet til amtmandsgård, og helt frem til amternes nedlæggelse i 2006, dannede palæet rammen om den statslige administration i Viborg.

I 1895 ombyggede arkitekt Hack Kampmann sidelængen mod St. Sct. Hans Gade i nationalromantisk stil, med karakteristiske murdetaljer og kamtakker i gavlen – et smukt møde mellem barok og nationalromantik.

Ejendommen

Med enevældens indførelse i 1660 blev barokken den dominerende stil – monumental, dramatisk og hierarkisk. Palæet rummer stilens kendetegn: den svungne fronton over midterpartiet, murværk med reliefvirkning omkring vinduer og døre og en markant gavlkvist, der viser bygherrens sans for orden og magt.

Stilen er tilpasset jysk tradition, hvor udsmykningen er afdæmpet, men håndværket præcist og materialerne robuste.

Palæets hovedindgang er placeret mod gården, hvor alle bygningens facader pudsede og malede - og formentligt oprindeligt har været kalkede. Indgangen består af et fremspringende parti med blytækket, rundbuet fronton, som formentligt tilføjet mellem 1795-1799, efter slægten de Linde sælger palæet i 1781. 

Mod gården flankeres hovedbygningen af en mindre sidelænge i en etage (ikke fredet) samt en sidelænge mod St. Sct. Hans Gade opført af arkitekt Hack Kampman i 1895 på baggrund af en sidelænge fra palæets opførsel.

Restaurering

Realdania By & Byg vil restaurere og genindrette palæet, med respekt for de fredede værdier. Målet er at skabe et levende hus, der både bevarer sin kulturhistoriske integritet og fungerer med en nutidig brug som erhvervslejemål.

Restaureringen vil fokusere på klimavenlig drift, sundt indeklima og energibesparende løsninger med omtanke for den fredede ejendoms originale materialer og udtryk. Efter restaureringen vil huset blive udlejet på almindelige markedsvilkår, og indgå i selskabets samling af eksempler på arkitektur og byggestil over hele landet.

Bygherren

Som ejer af herregården Palstrup nær Bjerringbro var familien Friedenreich en del af den jyske højadel, der levede et dobbeltliv mellem by og land. Herregården repræsenterede familiens magt og status, mens palæet i købstaden var centrum for det repræsentative og sociale liv i vinterhalvåret.

Friedenreichs Palæ i Viborg blev netop bygget som en del af denne kultur – et bymæssigt pragtstykke, der spejler adelens livsform og selvforståelse i en tid, hvor ejerskab af både herregård og palæ i byen var selve symbolet på magt og stand.

Palæet er opført i 1757-58 af enkefrue Anna Margrethe de Linde, enke af Janus Friedenreich, der arvede grunden fra sin far. Grunden havde ligget som brandtomt siden 1726, hvor en stor brand raserede store dele af Viborg. Den nedbrændte ejendom havde siden 1717 været vinterresidens for familien Friedenreich. Før denne tid havde Anna Margrethe de Lindes far drevet apotek fra adressen. 

Grunden havde altså ligget øde i mange år, før statslige indgreb og trusler fik enkefruen, der havde mistet sin mand i 1755, til at opføre pragtpalæet. Hun blev angiveligt så fornøjet over ejendommen, at hun selv boede der, og palæet således blev taget i brug som aftægtsbolig. Byen skulle da også vide at det var enken der var bygherre, så hun udsmykkede facaden med en sandstenstavle med sin egen slægts adelsvåben.