x

12 udvalgte hvile- og udkigsposter 

Hanstholmreservatet ligger mellem Klitmøller og Hanstholm som et månelandskab af klitheder på hævet havbund. Landskabet er unikt i Europa og strækker sig over cirka 40 kvadratkilometer i Nationalpark Thy. I de senere år har flere og flere da også fået øje for de øde klitlandskaber og fremskudte morænebakker, der ligger som bjerge og øer midt i det flade, sandede landskab. I projektet er der skabt en vandrerute med muligheder for udsigt og ophold.

Undervejs på ruten er der udvalgt 12 steder i landskabet, som er blevet markeret med et podium, som man kan bruge til hvile og udkig. Podierne er støbt i aluminium og er placeret i forhold til den dominerende vindretning. Lysninger i plantagen åbner for nye udsigter og sammenhænge i landskabet, og en opgraderet parkeringsplads løfter hele ankomsten til stedet markant.

Der er skabt en stærkere oplevelse af denne del af Thy Nationalpark og samtidig er naturen blevet skånet ved at lede besøgende fra ét centralt udsigtspunkt til flere udvalgte punkter rundt omkring i landskabet. Og ikke mindst har oplevelsen af Isbjerg - områdets højeste punkt - fået en ekstra dimension. Fra alene at være et sted med en smuk udsigt indgår den som del af et stort, vildt naturområde, som det kræver tid og nærvær at opleve.

Stedet Tæller 

Projektet er støttet gennem kampagnen Stedet Tæller, der sætter fokus på potentialerne i yderområderne.

Kampagnen Stedet Tæller