Et vandkraftværk i fuld funktion
Vandkraftværket Harteværket blev opført allerede tilbage i 1918-1920 som det første større vandkraftværk i sin tid. Fra 1921 og frem til 2001, hvor Kulturarvsstyrelsen fredede værket og de omkringliggende bygninger, var det i fuld funktion - og det er det faktisk stadig den dag i dag. Værkets bidrag til regionens el-forbrug er dog reduceret til en beskeden del, men spiller stadig en rolle som en del af reservekapaciteten. I dag er det fonden Harteværket der ejer og driver værket, og det var også dem, som ønskede at give de smukke, fredede bygninger et andet formål til gavn for områdets skoler, børnefamilier og turister.
Fredede bygninger skulle have nyt formål
Fonden ønskede at omdanne vandkraftværket til et moderne oplevelses- og aktivitetscenter. Her skulle energiproduktion i naturen og energiomsætning i menneskekroppen formidles, derudover var ønsket at inddrage Kolding Ådal i form af sundhed, motion, natur- og kulturoplevelser. I de fredede bygninger, var ønsket at skabe et arbejdende museum og have udstillinger og eksperimentarielignende tilbud med aktiv læring. Sidst skulle den store elværksgrund omdannes til landets sjoveste motions- og sundhedslegeplads for børn og voksne.
Et moderne oplevelses- og aktivitetscenter
I dag blomstrer Harteværket i fulde flor som oplevelses- og aktivitetscenter for både voksne og børn. I den gamle turbinehal kan du opleve, hvordan vand bliver til strøm. Der er en vandlegeplads, hvor børnene kan dirigere vandet gennem labyrinter og udfordre fysikkens love. Rundt i området kan du se de mange tusinde liter vand, som fosser gennem sluserne og det store røde trykrør. Naturen kan nydes, der kan leges og motioneres i det kuperede terræn og madpakken kan spises i madpakkehuset.