Fra glasværk til kulturelt kraftcenter
Hverken Museum Sydøstdanmark eller Næstved Kommune var indstillet på, at det unikke industriminde med dets særegne arkitektur og historiske bygninger skulle få lov at forfalde. Sammen udviklede de et projekt, hvis formål var at genrejse og bruge bygningsarven ved at tilføre et nutidigt indhold, som har afsæt i stedets historie og tradition for godt håndværk og innovation. De historiske bygninger har haft stor betydning for lokalmiljøet, for Danmark og ude i den store verden. Derfor har vi støttet realiseringen med knap 35 mio. kr.
Holmegaard Værk
Holmegaard Værk består af et bygningsareal på 15.000 m2 med den gamle fabrik, den moderne hovedbygning, de nyrenoverede tørvehaller, den gamle glasbys skole, de bevaringsværdige arbejderboliger fra 1820’erne, kunsthåndværkernes atelier og et 24.000 m2 stort udendørsareal mod Holmegaard Mose.
Værket danner ramme om skiftende udstillinger, oplevelser, uddannelse og erhverv. Det kulturelle kraftcenter kan også afholde events, koncerter, konferencer og udvikle tilbud om undervisning i værksteder, hvor studerende, glasmagere og kunsthåndværkere arbejder. Holmegaard Værk rummer også et kultur- og kunsthistorisk bibliotek, spisesteder, museumsbutik og designsalg.