I landsbyklyngen Kronjylland ville de skabe et mødested, der tilbyder noget som landsbyklyngens område ikke tilbyder i dag. Noget, der kan styrke fællesskabet og fritidslivet, men som ikke konkurrerer med andre steder indenfor landsbyklyngens 13 landsbyer – f.eks. forsamlingshusene og den organiserede del af idrætslivet.
Et grundigt forløb har ledt frem til idéen om et klyngehus i naturen, som understøtter udendørs aktiviteter og fællesskaber, og som samtidig er udgangspunkt for formidling af områdets muligheder. Klyngehuset åbnede i oktober 2024.
Klyngehuset som samlingspunkt
Klyngehuset ligger ved landsbyen Albæk i et område, der er en del af Naturpark Randers Fjord. Området er beriget med en unik natur og historiske værdier, som er synlige og kan mærkes.
Ambitionen har her været at skabe et naturligt samlingspunkt for klyngen ved at lave et mødested med en høj arkitektonisk kvalitet og i harmoni med omgivelserne: skoven, stierne og nærheden til fjorden. Klyngehuset er åbent og fleksibelt og skal fremme de uorganiserede fritidsaktiviteter, som vandre- og svampeture, fugleture og mountainbikekørsel. Samtidig skal huset også være udgangspunkt for formidling af området natur, flora, fauna, kulturmiljøer og historie. Alt sammen for at styrke aktive fællesskaber og forståelsen for området.