Fra Blågårds Kirke til KoncertKirke
Det var ikke slut for musikken i Blågårds Kirke midt på Nørrebro i København, da den blev solgt i april 2015. Køberne af kirken havde nemlig et ønske om at fortsætte koncerterne i kirken. Kirken er efter ny istandsættelse og indretning af bygningen blevet til koncertkirke på fuld tid.
En KoncertKirke med plads til borgere og aktiviteter
Derfor fik KoncertKirken fået støtte til fortsat at kunne være samlingssted for borgerne i lokalsamfundet, at kunne rumme koncerter og være vært for Bespisningen for Hjemløse tre gange om ugen - nu dog under bedre forhold. Blågårds Kirke var stort set brugbar, som den er, men visse funktioner, som fx scene og sceneteknik, lydisolering, bar og billetsalg, garderobe og publikumsfaciliteter, skulle optimeres og/eller indrettes på ny. Dele af bygningen trængte desuden til en kærlig hånd.
Det er lokalsamfundets KoncertKirke
KoncertKirken har stor opbakning fra lokalmiljøet og har et tæt samarbejde med mange lokale aktører, organisationer, netværk og festivaler. KoncertKirken er en andelsforening og blandt de, som har tegnet andele, findes mange lokale beboere og andelsforeninger, samt en lang række musikere, musikorganisationer og ensembler. KoncertKirken er et kulturcenter med plads til alle, som forener det lokale kulturliv med internationale koncerter, opløser grænser og tilbyder musik inden for alle genrer. KoncertKirken bidrager til at skabe et positivt billede af lokalområdet på Nørrebro og omkring Blågårdsgade.