Særlige kendetegn skulle fremkaldes
I 2013 blev der indsamlet historier om det tilhørsforhold, de drømme og historier, der knytter sig til at bo i boligafdelingerne Gravervænget, Møllerlodden og Bispeparken i Københavns Nordvest. Historierne blev til på en række fortællerworkshops og via et korps af fortællerindsamlere, som besøgte beboerne i boligkvarteret. Historierne blev indsamlet fra de mange forskellige netværk, der var i området for at få forskellige historier om lokalområdets liv og beboernes forhold til boligområdet. Idéen var at fremkalde områdets særlige kendetegn og identitet for at styrke fællesskabet.
Talende bænke
De lokale historier og fortællinger fik hjem i to særlige bænke, der inviterer til en pause. De talende bænke blev opsat i gårdrummet i boligkvarteret. Bænkene er indrettet således, at når nogen sætter sig på dem, går en fortællende stemme i gang. I alt 134 historier blev lagret i bænkene. Når den ene historie er slut, starter den næste, og sådan bliver det ved, indtil bænken bliver forladt igen.
Historierne skabte involvering af beboergrupper
De mange små fortællinger fra og om området har haft en række positive effekter i forhold til involvering af forskellige beboergrupper. Gennem formidling af beboernes historier fra deres levede liv blev kendskabet til lokalområdets fælles historie delt og formidlet blandt de forskellige beboergrupper.