Nyborg Slot var i middelalderen et magtcentrum i Danmark. Det var her, de danske konger boede, og det var her, det danske parlament ”Danehoffet” mødtes. Siden da har slottet mistet sin betydning som magtcentrum. Nyborg er dog stadig en velbevaret middelalderby med historiske bygninger, og i midten af byen ligger voldanlægget og slotsholmen. Det er oplevelsen af hele det miljø, som nu skal genetableres, og som skal give slottet sin gamle værdighed tilbage, gøre det til en international attraktion og skabe adgang for mange flere besøgende.
Nyt og gammelt kombineres
Projektet omfatter en helt ny borgfløj med et moderne formidlingscenter, en restaurering af den gamle kongefløj og af det gamle vagttårn samt en nyfortolkning af den gamle ringmur.
Slottets nye borgfløj kommer til at ligge vinkelret på den eksisterende kongefløj, og nyt og gammelt bliver forbundet via gangbroer og vil fungere som både udstillingslokale og fremtidig hovedindgang for besøgende.
Kongefløjen restaureres og tilføjes ny brandsikring, opvarmning og handicapadgang til alle publikumsetager. Vagttårnet restaureres også, samtidig med at der også sikres handicapadgang hertil. Tårnet forhøjes til sine oprindelige 22 meter, hvorfra de besøgende kan nyde udsigten over Nyborg by og Storebælt.
En ny broforbindelse til slottet skal derudover give de besøgende en forståelse for, hvordan man ankom til slottet i middelalderen.
Nyborg Slot blev bygget omkring 1170, og opgaven med at restaurere og nyfortolke slottet er en af de største af sin art i Danmark i nyere tid. Men projektet gøres en del af vores fælles bygningsarv levende og tilgængelig igen, og en del af vores fælles historie bringes frem i lyset.
Realdania støtter desuden, at der bliver arbejdet innovativt på at reducere projektets CO2-aftryk så meget, som det er muligt inden for projektets rammer.