Møns Klints fem trapper
Stormen, som i oktober 2023 ramte Danmark, gav blandt andet Møns Klint en hård medfart. Klintens fem trapper til stranden blev alle beskadiget i større eller mindre grad. De fleste af trapperne er efterfølgende blevet genopbygget af Naturstyrelsen, og ved punktet Røde Udfald skal der etableres en ny trappe.
De nuværende trapper er alle udført i trykimprægneret fyr, og varierer både i længde og stejlhed. Dette betyder, at trapperne ofte skal renoveres og har en relativt kort levetid. De stejle trapper begrænser desuden tilgængeligheden, og i højsæsonen medfører trappernes begrænsede kapacitet ofte kø, hvilket kan præge oplevelsen negativt og gøre den strabadserende.
Nyt trappekoncept skal være skalérbart
Konceptet for den nye trappe skal udvikles i en arkitektkonkurrence, hvor der blandt andet er fokus på materialer, tilgængelighed og robusthed. Disse ting er vigtige på et så udsat sted, hvor trappen skal kunne modstå vind, vand og vejr.
Trappekonceptet skal være skalérbart, så løsninger og principper også kan anvendes på de øvrige trapper ved Møns Klint, hvis de på et tidspunkt skal genopbygges. Samtidig skal projektet give svar på, om eller hvordan man kan lave en trappe, som kan være andet end en transportvej fra toppen af klinten og ned til stranden. Den skal give svar på, hvordan en trappe kan være en oplevelse i sig selv, selvom man ikke går helt ned til stranden.
Trappen skal desuden være tilpasset stedet, naturen og fredningskrav. Alle tre faktorer er særligt væsentlige for netop dette sted. Samtidig skal trappen understøtte bedre tilgængelighed, give mulighed for ophold og have større kapacitet.
Til gavn for både turister og lokale
Den nye trappe får en central placering på klinten, og vil derfor være til gavn for en stor del af de ca. 500.000 turister og lokale, som man anslår besøger Møns Klint hvert år. Dermed er den en af regionens største turistattraktioner.
Vi støtter udviklingen af trappekonceptet og opførelsen af trappen. Naturstyrelsen forventer at gennemføre arkitektkonkurrencen i løbet af 2026, og den nye trappe ved Røde Udfald forventes at stå klar til brug i 2028.