Peter Hansens Atelier, bolig og værksted er en historisk matrikel i Faaborg, hvor historien om Fynbomalerne startede. Faaborg Museum ønsker at restaurere det samlede kulturmiljø for at tilføre byen et nyt offentligt besøgssted, hvorfra der bl.a. kan foregå historisk og kunstnerisk formidling, og hvor der bliver mulighed for residency ophold for nyuddannede kunstnere, arkitekter og designere. Tilmed skal der stilles lokaler til rådighed for andre lokale aktører, herunder lokale håndværksuddannelser.
Bevaring og restaurering af Peter Hansens Atelier
Der er meget få kunstneratelierer bevaret i Danmark og oftest kun der, hvor de er blevet en del af et lokalt museum. Muligheden for at tilknytte Peter Hansens Atelier til Faaborg Museum, trods den geografiske adskillelse, er derfor unik.
Atelieret og gårdrummet rummer væsentlige bevaringsværdier, men fremstår i meget dårlig stand. Baghuset er præget af nyere tilføjelser, der ikke harmonerer med bygningens historiske udtryk. En større renovering er nødvendig, især med ønsket om at integrere loftstrappen og balkonen i atelieret. Flere områder fremstår slidte, ubenyttede og stabilitetstruede, særligt tag og fag. Gårdrummets pigstensbelægning er sunket og det åbne rum skal genskabes, mens haven og havemuren kræver istandsættelse.
Bevaring af kulturmiljø
Istandsættelsen skal igen skabe liv i den historiske bygning, der var mødested for Fynbomalerne igennem mange år. Istandsættelsen skal udvikle baghus, atelier og værksted som et levende kulturmiljø, der fortsat skal danne grundlag for kunstneriske virke og formidling og som en aktiv del af byen og af Faaborg Museums samlede virke.
Fynbomalerne og Faaborg Museum
Efter istandsættelsen vil atelieret danne en autentisk ramme om formidlingen af Fynbomalernes historie. Dertil vil residency muligheder for kunstnere reflektere museets oprindelige rolle som et hjemsted for datidens fynske samtidskunst. Samarbejder med andre aktører vil ligeledes kunne skabe nye aktiviteter og udvide museets relevans både indholdsmæssigt og i forhold til besøgstal.