Rosenborg Slot blev opført i 1606 og har gennem tiden været bolig for fire danske konger. Slottet blev oprindeligt opført som et mindre lystslot i det, der dengang var kongens køkkenhave. Siden er slottet løbende blevet udvidet til det imponerende bygningsværk, vi kender i dag.
Niels Vest Film i samarbejde med manuskriptforfatter Bente Lange formidler slottets historie i perioden 1606 frem til 1771, hvor Struensee åbnede kongens have for borgerne.
Filmen opdeles i fire kapitler, der hver især fokuserer på den del af slottet, der har særlig tilknytning til en af de fire konger. Hvert afsnit vil blive opbygget omkring en personlig fortælling om den historiske skikkelse. Filmen vil bl.a. fortælle om Frederik 4.’s rejse til Venedig, hvor han fik glasgaver med hjem og deltog i karnevallet i vinteren 1708, om montren med kronjuvelerne, der synker i gulvet, hvis man berører den og mange andre små anekdoter kædet sammen med billeder af slottets smukke værelser og dets mange udstillingsgenstande.
Filmen bliver af ca. 30 min. varighed og kan opleves og købes på Rosenborg Slot.