x

Inspireret af den engelske havestil

Sanderumgårds romantiske landskabshave var ved sin anlæggelse den første af sin slags i Danmark. Netop den oprindelige og ambitiøse tanke med haven er bevaret ved restaureringen. 

Sanderumgårds romantiske have blev anlagt i perioden 1792 – 1828 af tidligere hofmarskal gehejmeråd Johan Bülow som anlagde haven inspireret af den engelske havestil, som netop passer til dette vådlandskab af moser, elletrunter, kanaler, grøfter med græsholme og fugtige enge. Den overordnede tanke med renoveringen af haven var at fremhæve Bülows del af haven fra hans periode, hvor intentionen var stor åbenhed med lange kig og sigtelinjer gennem haven og ud i landskabet, ligesom vandet var et altafgørende element i havens fremtræden.

I den ældste del af Bülow-haven med de store vandflader er haven restaureret med et vand- og plantelandskab baseret på de meget karakteristiske store spejlinger. I et lysdrama mellem vand og sollys fører en ny bro gennem vandtågerne, over græsholmene gennem irissumpe og mellem et århundred gammelt ellekrat – fra Bülows tid.

Fremtidens Herregård

Renoveringen af Sanderumgårds have indgår i Realdaniakampagnen ’Fremtidens Herregård’ herunder ’Herregårdshaver’, der skal bidrage til at genopfinde herregården, så den igen kan blive en kulturel og økonomisk dynamo på landet. Gennem to idékonkurrencer har kampagnen givet støtte til i alt 24 nytænkende projekter på herregårde overalt i Danmark.

Genbesøg

I 2023 har vi genbesøgt Sanderumgårds have, for at høre, hvordan det er gået med projektet siden vores bevilling. I videoen fortæller Susanne Vind, medindehaver af Sanderumgaard, hvad de har brugt bevillingen til samt hvilken betydning og effekt, det har haft. De har haft problemer med at tiltrække gæster, men har således valgt at fokusere på selskaber, arrangementer og udstillinger i haven. En nær relation til lokalsamfundet har afgørende betydning for gården og Havens Venner, en frivillig forening tilknyttet godset, er blevet uundværlig for havens vedligeholdelse.

 

Med Realdania Genbesøg vender vi tilbage til en lang række af de projekter, som har modtaget støtte de seneste 20 år. Målet er at lytte til brugernes erfaringer og derigennem blive klogere på, hvordan arkitektur kan skabe værdi for mennesker. Læs mere om Genbesøg