x

Nyt liv til den gammel godsbane

Sammenhæng og liv har været kodeord for udviklingen af godsbanearealet i Aarhus. Målet med projektet var at skabe en ny bydel midt i Aarhus, som kunne tilføre området mere liv og skabe større sammenhæng mellem nogle af byens mest kendte områder.

Samtidig har det været et mål at sikre, at en vigtig del af byens industrihistoriske rødder, selve Godsbanegården, bliver genanvendt og får nyt liv som kulturelt samlingssted. I dag et godsbanegården et kulturelt produktionscenter for scenekunst, billedkunst, film, musik og litteratur, som summer af liv.

Omdannet til ny bydel

Godsbanearealet i Aarhus er omdannet til en ny bydel med både boliger og erhverv. Bydelen danner nu en ny byport til Musikhusområdet fra vest, blandt andet ved at understøtte og færdiggøre aksen fra Rådhuset og Musikhuset gennem Scandinavian Center. Projektet skaber samtidig en kobling mellem Musikhusområdet og området omkring Den Gamle By, Ceres-grunden samt Botanisk Have.

Økonomi

Den samlede projektøkonomi var på 124 mio. kr. Vores bidrag var på 61,9 mio. kr.

Arkitektkonkurrence

Overblik over forløbet i arkitektkonkurrencen.

Udbudsform
Totalentreprisekonkurrence / udbud efter forhandling

Antal ansøgere
18

Prækvalificerede
5

Vinder
Totalentreprenør Hans Ulrik Jensen A/S, arkitekterne 3XN, Exners tegnestue, NORD arkitekter aps og ingeniørfirmaet Søren Jensen.

Dommerkomité

  • Jakob Bundsgaard Johansen, Formand for tildelingsudvalget.
  • Rådmand. Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice (Socialdemokratiet)
  • Peter Thyssen - Rådmand. Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø (Radikale)
  • Niels Brøchner (Konservative)
  • Ivan Dybvad (Venstre)
  • Dorthe Laustsen (SF)
  • Jette Jensen Clay (Enhedslisten)
  • Hans Peter Svendler Nielsen. Direktør, Realdania
  • Eske Møller. Projektleder, Realdania

Fagdommere udpeget af Akademisk Arkitektforening

•  Mads Tenney Jordan – Fagdommer (Byplan). Møller og Grønborg
•  Anne Lene Jørgensen – Fagdommer (Restaurering). Varmings Tegnestue

Baggrund

Godsbanearealet ligger bag Musikhuset og Scandinavian Congress Center og udgør samlet ca. 43.000 kvadratmeter. Hovedbygningen har et samlet areal på 2.300 kvadratmeter.

Hallerne bag hovedbygningen udgør godt ca. 5.000 kvadratmeter. Hallerne er ikke lige lange. Før i tiden var importen lavere end eksporten, og derfor er importhallen kortere.

Hovedbygningen er opført i 1922 og tegnet af H. Wenck. Huset fremstår med markante rødstensfacader og har fem kobberbeklædte, ottekantede tagryttere, den midterste udformet som et tårn med åbent parti og løgformet kuppel afsluttet med vindfløj.