Realdania By & Byg Klubben: det glæder vi os til i 2025
29.000 fødder trådte i 2024 over dørtærsklen i Realdania By & Bygs samling af dansk bygningskultur over hele landet. Snart skyder vi et nyt arkitektur-år i gang. 2025 bliver året, hvor Realdania By & Byg for første gang ’går i land’ på Bornholm, begynder restaureringen af Drengeskolen i Augustenborg, og kan åbne portene til de nyistandsatte Støberihaller i Præstø.
Det glæder vi os særligt meget til
Det bliver en særlig stor glæde, når Realdania By & Byg Klubben for første gang kan sige ”velkommen” på klippeøen Bornholm. I 2025 åbner vi dørene til Rønne Elværk, tegnet af arkitekt Anton Rosen. Restaureringen af både elværket og den tilhørende badeanstalt tager sin begyndelse i løbet af foråret. Realdania By & Byg Klubben er med hele vejen.Du kan læse mere om Rønne Elværk og badeanstalt
Søetatens Pigeskole har været en del af Realdania By & Bygs samling af historiske ejendommen i mange år. I 2025 kan vi endelig få balance i regnskabet, når den gamle drengeskole i Augustenborg indlemmes i samlingen. Realdania By & Byg har købt ejendommen, der som en del af projektet 'Utilpassede bygninger i historiske byrum' står foran en omfattende restaurering, som begynder i 2025. Vanen tro følger Realdania By & Byg Klubben restaureringen tæt og viser frem både fysisk og online.
Du kan læse mere om projektet Utilpassede bygninger i historiske byrum
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at lægge vejen forbi Støberihallerne i Præstø, når Realdania By & Byg inviterer til åbent hus efter tre års restaurering. Hallerne er restaureret og omdannet til helt nye funktioner, men overalt er fortiden til stede og fortæller spændende historier om bygningskulturen i den tidlige industrialisering. Medlemmer af Realdania By & Byg Klubben får som sædvanlig mulighed for at komme ind som de første.
Meget mere bygningskultur
Syv dage. Længere er ventetiden ikke, fra den sidste nytårsraket er fyret af, til Realdania By & Byg Klubben igen åbner døren til bygningsarven og skyder 2025 i gang med et besøg i Kay Fiskers egen lejlighed i Vestersøhus i København.Realdania By & Byg Klubbens hjemmeside bugner af gode arkitekturoplevelser fra salmedigteren Brorsons renæssancegård i Ribe til arkitekt Edvard Heibergs funkisvilla i Virum. Tag med til foredrag og bliv klogere på historisk bindingsværk eller dyk ned i efterkrigstidens elementbyggeri. Kom på online rundvisning i det modernistiske kontorhus på Jarmers Plads i København eller tag på ophold i Priors byhus i Ærøskøbing.
Se alle årets arrangementer
Mere end 29.000 fødder over dørtærsklen
Mens vi ser frem til det nye år, glæder vi os over de mange gode oplevelser i 2024, hvor Realdania By & Byg Klubben har åbnet 110 store og små, unge og gamle hoveddøre over hele landet og sagt velkommen til næste 15.000 klubmedlemmer og besøgende. Året der gik er samlet i 'Årbog 2024', som netop er udkommet og sendt til alle medlemmer af Realdania By & Byg Klubben.Bliv medlem og få en gratis årbog
Vi håber, at alle må få en glædelig jul og et godt nytår. Og vi glæder os til at se jer i det byggede miljø i 2025.
Marcussens Gård i Aabenraa
Marcussens Gård er et sjældent velbevaret og samlet industrianlæg midt i Aabenraas historiske bymidte fra industrialiseringens spæde start. Marcussens Gård er d...
Se projekt
Rønne Gl. Elværk og Badeanstalt
Rønne Elværk udgør et sammenhængende bynært industrianlæg fra starten af 1900-tallet, der fortæller historien om elektrificeringen af Danmark. Det fredede anlæg...
Se projekt
Støberihallerne i Præstø
Støberihallerne i Præstø udgør et sammenhængende bynært industrianlæg fra sidst i 1800-tallet, der fortæller historien om forandringen af Danmark fra bonde- til...
Se projekt
Utilpassede bygninger i historiske byrum
Hvordan bevarer vi historiske huse med ”utilpassede” nabobygninger, så de kan bidrage til at skabe byrum, der balancerer nyt og gammelt? Med restaurering og nyi...
Se projekt