Fra tomme til levende bygninger
Den tidligere kostald, som i dag danner ramme om gæster på hotelophold, kan opleves på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Her sluttede slottets landbrugsdrift i 2008 og efterlod flere hundrede tomme kvadratmeter, som skulle bruges meningsfuldt.
Den tomme garage, som i dag danner ramme om familier i en travl hverdag, kan opleves på Dyrehave Mølle i Nyborg. Her sluttede mølledriften i slutningen af 1970’erne og efterlod en udtjent garagebygning med masser af gode kvadratmeter.
Det gamle pakhus fra slutningen af 1800-tallet, som i dag danner ramme om moderne arbejdspladser, kan opleves i Oluf Bagers Mødrene Gård i Odense. Her udgjorde pakhuset for mere end 180 år siden et tætpakket lager for byens storkøbmand, Oluf Bager.
Alle tre bygninger var i deres oprindelige funktion uopvarmede og tomme. I dag er de opvarmede og fyldt med liv og leben.
- Når Realdania By & Byg transformerer en historisk bygning, sker det som oftest ved såkaldte funktionstømte bygninger, dvs. bygninger, hvis oprindelige funktion er udtjent. Typisk er der tale om erhvervsbygninger som for eksempel en tidligere staldbygning, en fabriksbygning, et lager eller et pakhus. Ved de fleste transformationer omdannes de tomme bygninger til levende bygninger, der kan bruges til helt nye formål, men altid med respekt for bygningernes bevaringsværdier, såvel ude som inde, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør, Peter Cederfeld.
- Kunsten ved en transformation er at finde balancen mellem bygningens særlige ånd og dens bevaringsværdier på den ene side og de helt nye aktiviteter, der skal skabes, på den anden side. Bygningerne skal transformeres i en berigende og bæredygtig retning, så de fortsat kan skabe værdi og historisk kontinuitet i et lokalområde. Samtidig bliver de fremtidssikret – også økonomisk, understreger Peter Cederfeld.
Ramme om bolig, virksomhed eller kultur
Det sidste er ganske afgørende: Transformationer skal være med til at sikre de funktionstømte fredede bygninger en økonomisk bæredygtig fremtid. Der skal med andre ord skabes aktiviteter i bygningen, som sikrer en fremtidig sund økonomi. Hvis ikke bygningerne transformeres, forbliver de ubrugelige og står tomme hen.
Der findes dog også undtagelser – altså tilfælde, hvor en bæredygtig fremtid er mulig, uden at de funktionstømte bygninger transformeres, men bibeholdes, som de er, blot til andre formål.
Det gælder for eksempel den fynske gård, Bent Madsens Gård, som Realdania By & Byg købte for nogle år siden. Efter købet af den firelængede gård, der er opført i slutningen af 1700-tallet, blev stuehuset restaureret. Gårdens avlslænger blev til gengæld bevaret i deres oprindelige funktion, og de lejere, som i dag bor i stuehuset, bruger længerne til lager og opbevaring.
- Men for langt de fleste af de funktionstømte bygninger er det nødvendigt med nye funktioner for at sikre en bæredygtig drift, påpeger Peter Cederfeld. Og i de 18 år, hvor Realdania By & Byg har arbejdet med transformationsprojekter, har de nye funktioner i bygningerne samlet sig om formål som bolig, erhverv, turisme, kultur og restauration. Dermed er økonomien også ændret.
For at skabe god økonomi i disse udtjente historiske rammer er der lagt helt nye lag til den funktionstømte bygning. Det er for eksempel sket ved at isolere og indlægge varme, etablere nye faciliteter som toilet og køkken, skabe nye planløsninger inde i bygningerne og sikre gode ankomst- og parkeringsforhold. De kolde kvadratmeter er med andre ord gjort varme – i dobbelt forstand: både via de tekniske foranstaltninger og via de menneskelige aktiviteter.
Transformation: Bevaring gennem udvikling
Når Realdania By & Bygs arkitekter tager fat på en transformation, så handler det om mere og andet end at restaurere og bevare. Transformation handler om at fastholde enkelte, stærke arkitektoniske markører, som minder om bygningens og stedets fortid, og kombinere disse med et helt nyt grundlag for bygningens eksistens.