x

Bent Madsens Gård er indbegrebet af en klassisk, fynsk bondegård beliggende i den lille landsby Dreslette nær Assens. Den firlængede gård er bygget omkring 1795 som en fæstegård. Gården er opført i kraftigt bindingsværk malet efter egnens skik, og som det var typisk på Fyn, blev længerne opført som sulekonstruktioner. Realdania By & Byg erhvervede Bent Madsens Gård i 2018 for at sikre en bygningstype, der i takt med industrialiseringen af landbruget er blevet væsentligt færre af. Som noget enestående har sulerne hér overlevet.

Bent Madsens Gård er opført med både fodrem, stolper, løsholter, toprem, skråbånd og dokker. Tømmeret er kraftigt og vidner om, at på disse kanter var træ ikke en mangelvare i modsætning til andre egne som fx. på Vestsjælland. I to af længerne er de bærende konstruktioner udført med suler, dvs. kraftige stolper i fuld længde fra terræn til kip - som med skråbånd til bjælkelag bar bygningernes tagkonstruktion. Suler har været kendt siden jernalderen og overlevede på Fyn helt op i 1800-tallet.

Også gårdens indre er typisk for egnen; stuehuset står næsten som oprindeligt med bryggers, mælkerum, pigekammer, folkestue med bagvedliggende køkken, forstue, mellemstue og storstue, mens længerne endnu står indrettet til dyrehold, brænderum, lade, lo, og lignende.

Den firlængede gård i bindingsværk ligger smukt omkranset af en snoet vej, marker og den store pryd- og køkkenhave, hvorfra der er udsigt til Dreslette Kirke. Haven var en væsentlig del af husholdningen og også her, var der lokale skikke. På Bent Madsens Gård findes endnu et imponerende hasselhegn, humleranker til ølbrygning og selvfølgelig æbletræer overalt i den store prydhave - æbletræerne var den fynske bondes stolthed.

Ikke bare gården men også dens omgivelser fortæller historien om Danmark, som det så ud før industrialiseringen; samtidig er de særlige fynske kendetegn som bindingsværkets bemaling, sulekonstruktionen og indretningen af stuehuset et udtryk for en lokalbyggeskik, som nu næsten er forsvundet.

Læs mere om Realdania By & Byg

Suler

En sule betyder egentlig blot en søjle.

To af længerne på Bent Madsens Gård er opført som sulekonstruktioner. De 10 suler - fem i hver længe - går fra terræn til kip, hvor de bærer en åsekonstruktion, hvorpå lægterne hænger. De mægtige stammer er placeret i tværskillevægge, der støtter de ydre vægge, hvorpå taglægternes nederste ende hviler. 

Brugen af suler som omdrejningspunkt i konstruktionen af huse kendes tilbage til jernalderen og vikingernes bygningsværker. Konstruktionen har været udbredt i hele landet, men blev med tiden mange steder erstattet af andre metoder. Kun i ganske få egne, bl.a. Vestfyn, er denne ældgamle skik bevaret så langt op i tiden som i 1800-tallet. Oprindeligt blev metoden anvendt til både stuehus og avlsgård. 

Sulerne repræsenterede en stor værdi, og er derfor ofte blevet genbrugt, når en gård blev flyttet eller bygget om. Deres placering midt i en bygning sikrede dem desuden mod vejrliget, og derfor kunne en sule med tiden blive meget gammel. 

Sulekonstruktioner kan inddeles i tre perioder baseret på metoden, hvormed de er fæstnet/afstivet. Halvdelen af sulerne på Bent Madsens Gård tilhører den seneste af disse perioder, og må antages at være taget i anvendelse i forbindelse med gården opførelse i slutningen af 1700-tallet. De øvrige fem bærer spor af den 2. konstruktionsperiode, hvorfor disse altså er genbrug fra tidligere. En enkelt sule i sydladen bærer endog spor fra den første konstruktionsperiode og er således taget i anvendelse måske så tidligt som i 1500-tallet. 

Gårdens historie

Bent Madsens Gård, som den står i dag, kan dateres til 1795. Den blev opført som en fæstegård til det nærliggende Flenstofte Gods. Den nuværende gård er dog ikke den første på stedet. Protokoller fortæller om fæstere tilknyttet en tidligere gård samme sted helt tilbage til midten af 1600-tallet. Da Dreslette by blev udskiftet i 1789 i forbindelse med landboreformerne, udflyttede man kun to gårde i landsbyen – Bent Madsens Gård blev liggende, hvor den endnu ligger; hvorfor gården blev ombygget eller genopført blot seks år senere vides ikke, men det var ikke ualmindeligt, at gårde brændte eller blev bygget om. 

Navnet ’Bent Madsens Gård’ skyldes gårdens sidste ejer, Bent Madsen, der var født og opvokset på gården lige som sine forfædre. Bent Madsens familie kom til gården for over 200 år siden, da Lars Nielsen giftede sig med Maren Larsdatter i 1794. Familien var på dette tidspunkt endnu fæstere, men i 1856 fik Hans Larsen og Birthe Nielsdatter mulighed for at erhverve gården, der hermed blev selveje. 

At gården engang har været fæstegård vidner jordtilliggender om, for selvom landsbyens jorde blev omfordelt i forbindelse med udskiftning i 1789, så beholdt Bent Madsens Gård både en skov- og en strandlod. Disse lodder tilhører stadig ejendommen og fortæller historien om dengang, hvor landbruget var væsentligt mindre specialiseret; gården havde både køer, grise, heste, høns, agerbrug samt adgang til skov og strand, hvor fra andre naturalier kom. Først efter anden verdenskrig blev produktionen mere ensidig, hvorfor også én af længerne blev ombygge. I 1959 afløste en traktor hestene, og i 1969 rykkede grisene ind i vestlængen, der blev bygget om til dette ene formål.  

 

Restaurering af gården

Overordnet har tilgangen til restaureringen været at sikre tag, fag og konstruktion i det omfang, det var nødvendigt, bl.a. er dårligt træ fjernet og erstattet af nyt, ødelagte tavl muret om, der er lagt en ny mønning, og hele gårdens ydre er kalket. Svinestalden har desuden fået nyt tag og er fuget om. I avlslængernes indre er træværk og tavl gennemgået, men større reparationer var ikke nødvendige, hvorfor de står relativt urørte. 

Stuehuset har undergået en mindre forvandling, som i de fleste rum primært har handlet om overflader og om at skabe en stilmæssig sammenhæng. Enkelte rum har dog krævet en større indgriben bl.a. mod terræn, køkkenets inventar er istandsat og entreen er genskabt. Derudover er der indsat et nyt fyr, huset har fået forsatsruder, og der er isoleret på loftet. 
Målet har været at skabe relation mellem husets udseende, karakter og historie – og samtidig opnå en større æstetisk harmoni i huset som helhed. Derudover er der søgt at sikre større komfort og et bedre miljøaftryk uden, at de bærende fredningsværdier er sat over styr.