I dag findes der mere end 220.000 sommerhuse i Danmark. Langt den overvejende del er typehuse i parcelhuslignende kvarterer langs den jyske vestkyst, i Odsherred eller Nordsjælland opført efter 1960. Men sommerhuset er flere tusinde år gammelt.
Historien om sommerhuset er fortællingen om fritid, om arkitektur, om samfundsudvikling - men først og fremmest om det urbane menneskes behov for ro og sjælefred. Det er en hustype, som mange store danske arkitekter har givet deres bud på – og fire af dem findes i Realdania By & Bygs samling af dansk arkitektur.
Et fælleseuropæisk ønske om herlighed
Ruinerne af de tidligste sommerhuse opført uden for antikkens bysamfund kan stadig opleves i middelhavsområdet. Fra renæssancens Italien til oplysningstidens England findes landskabelige pragtvillaer og naturskønne paladser. Et af de tidligste eksempler på dansk jord er Kong Frederik II’s Lundehave fra 1588. Et lystslot, som gav kongen et mentalt afbræk fra hoffet på Kronborg.
Ideen om et hus uden for byen er en del af vores fælleseuropæiske kulturgods. Det var i Rom, at ideen første gang blev nedfældet i ord. I Realdania By & Bygs udgivelse 'Landsted tegnet af Kay Fisker' skriver Fil.dr. Lulu Salto Stephensen og arkitekt m.a.a. Hannes Stephensen således om definitionen på et landsted:
”Det skal ses som bymenneskets midlertidige pause fra bylivet.”. ”Landstedet er til for dem, der stimuleres af vekselvirkningen mellem det urbane og det landlige. Det formelle i vekselvirkning med det uformelle. Livet i toga og det uden, hvilket kan oversættes til livet med eller uden slips. Trods en enorm udvikling i vores fysiske og politiske hverdag synes denne vekselvirkning at være et konstant behov i menneskets historie”.
Fra Rom til Odsherred, fra landskabeligt palads til kystnært typesommerhus – det handler om genopbygningen af sjælen gennem kontakten til naturen som et rekreativt landskab. I renæssancen lægges endnu et lag til - nemlig et fokus på det nære, familielivet og det humanistiske væsen.
For den jævne dansker var begrebet fritid komplet ukendt for generation efter generation af bønder, der næppe forbandt deres stråtækte landejendom med idyl eller følte et udtalt behov for ’jordforbindelse’. Landliggerlivet var forbeholdt byernes økonomiske og politiske elite, for hvem naturen var til rekreation og ikke til nytte.