Her giver det ro at bo

Af Steen Breiner

I Emilies entré ligger en stor samling puslespil oven på det indbyggede skab. Nedenfor står der adskillige par sneakers på rad og række. I stuen er der et lille akvarium, og på de indbyggede hylder er hendes favoritbøger og et indrammet citat. ’Sometimes you win, sometimes you learn’, står der. I det hele taget er her en rar fornemmelse i det lille hus på knap 40 kvadratmeter. Huset rummer ud over entré og stue også en køkkenniche, en sovealkove, badeværelse og udenfor hele to små terrasser. Alle vægge og lofter er beklædt med træ, og det går igen i møblerne. Den indbyggede sofa, hylderne og sovealkoven er umalede, mens skuffer og skabe i både stuen, køkkennichen og badeværelset er holdt i en grå farve. I loftet hænger hvide pendler. Udvendigt er huset også beklædt med træ, bortset fra sedumtaget, et tag belagt med planter.

Det er ikke et hus med meget spræl i, men det er der en mening med. Emilies hus er nemlig ét ud af tre små huse, der sammen med et fælleshus udgør At bo i ro. En afdeling på behandlingsstedet Egedal.

”Her kan jeg indrette mig og bo på min egen måde. Så jeg føler mig hjemme og har mere ro – til forskel fra, når jeg har været indlagt, hvor man er på et hospital, som der ikke er noget personligt over,” siger Emilie og fortsætter: ”Jeg havde lyst til at komme herud, fordi det er et mindre miljø, hvor der er bedre mulighed for at trække sig. Hvis jeg får det skidt, så er det vigtigt for mig, at jeg har plads til at være mig selv,” siger Emilie, der har boet i sit eget lille hus i nogle måneder.

Egedal ligger i et smukt landskab ved Vallekilde i Nordvestsjælland. Stedet består primært af en tidligere bondegård og er i dag hjem for omkring 25 unge mellem 15 og 30 år med alvorlige psykiske udfordringer. Tre af dem bor i At bo i ro-husene, som er en afdeling for de unge, der befinder sig et sted midt imellem at have brug for en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og at kunne bo på et værelse på det traditionelle behandlingssted. Målet er på den ene side at undgå indlæggelser, på den anden side at gøre den unge klar til at kunne indgå i et større fællesskab.

Helende arkitektur

At bo i ro-afdelingen er designet af arkitekter i samarbejde med både medarbejdere og unge fra Egedal. Målet med at inddrage personale og beboere var at sikre, at boligerne gav en oplevelse af tryghed og ro. Boligerne er samtidig designet ud fra begrebet helende arkitektur, der går ud på at skabe overskuelige og trygge rammer, der understøtter de unges behandlingsforløb. Realdania har støttet At bo i ro og har i de kommende år et særligt strategisk fokus på arkitekturens muligheder for at bidrage til trivsel. Det gælder både helt generelt og for udvalgte målgrupper som børn, unge og sårbare grupper.

Stine Bengtsen, der til daglig er afdelingsleder på At bo i ro, fortæller, at der kom nogle overraskende resultater ud af at inddrage de unge i designarbejdet. ”Vi havde f.eks. tænkt, at der skulle være panoramavinduer ud mod naturen og ovenlysvinduer, hvor lyset kunne strømme ind i huset. Men for en ung med paranoia er det en rigtig dårlig idé, fordi de så skal bruge energi på at tænke over, om der er nogen, som kigger ind,” fortæller hun.

Derfor blev tagvinduerne helt droppet. Og vinduerne ud mod naturen til den ene side og gårdspladsen til den anden side blev forsynet med gitterskodder, som kan trækkes for, hvis den unge har behov for det. Et andet konkret eksempel er sovealkoven. En del af sengen er skjult bag en væg, så man skal kravle i seng igennem en åbning. Og det er meningen, forklarer Emilie, der ikke selv har været med til at designe, men godt kan se, hvorfor de tidligere beboere har peget på netop den løsning.

”Det med at føle, at man ligger i en lille hule, det betyder meget. Fordi man kan føle sig helt tryg,” siger hun. I fælleshusets store køkken sidder Jennifer, der indtil for få dage siden var nabo til Emilie i et af de små huse. Hun var heller ikke med til at designe, men peger på de to terrasser, hvert hus er udstyret med, som sine favoritsteder. Særligt terrassen bag huset med udsigt ud over landskabet var god for hende. ”Når man sidder der, så kan de andre ikke se en. Og man signalerer, at man har brug for at være alene. Har man lyst til at snakke, så kan man sætte sig ud på terrassen ved det store område foran husene og fælleshuset,” tilføjer Jennifer.

Ingen indlæggelser

Jennifer er nu flyttet ind i hovedhuset på Egedal. Til en afdeling med seks andre unge, hvor hun stadig har sit eget værelse, men må undvære pladsen og roen ved at have sit eget hus. ”Det var ikke gået godt, hvis jeg var startet på en større afdeling. Så er jeg helt sikker på, at jeg havde været indlagt i psykiatrien mange gange. Fordelen ved at starte i At bo i ro har været, at jeg har kunnet være i hovedhuset og få relationer, men når det hele blev for meget, kunne jeg trække mig til mit eget hus og få ro.

Man behøver heller ikke tage lige så meget hensyn til andre i sit eget hus, som man skal på den større afdeling, hvor man kan høre hinanden gennem væggene,” fortæller hun. Det er et billede, som Emilie kan genkende. ”Jeg tror, at jeg med det samme var blevet svingdørspatient i psykiatrien, hvis jeg med det samme var kommet på en større afdeling. Fordi jeg ikke ville kunne få den ro, som jeg kan her,” siger hun.

Siden de to er kommet til At bo i ro, har ingen af dem været indlagt. Det er en markant forandring, som de tilskriver dels afdelingen og de små huse, dels at det er et sted med et dygtigt personale og en god normering. ”Når personalet viser, at de rigtig gerne vil være her og elsker deres job, så betyder det rigtig meget,” forklarer Jennifer.

Faktisk har ingen af de unge, der siden indvielsen har boet i At bo i ro, i løbet af opholdet været indlagt i psykiatrien. Det står i skarp kontrast til et sædvanligt forløb, fortæller afdelingsleder Stine Bengtsen. ”Var de samme unge flyttet direkte ind på den almene afdeling på Egedal, så ville vi formentlig have haft mange ture til psykiatrien, fordi det er for stort og åbent for dem. Så alternativet til de små huse ville være, at de unge ville være i længere tid i psykiatrien, før de kom hertil, eller at de ofte ville være indlagt, mens de bor her,” siger hun.

Forskning skal give mere viden

At bo i ro er den første afdeling af sin slags på et opholds- og behandlingssted i Danmark. Derfor er der forskere tilknyttet projektet. Den viden, der samles op undervejs, skal dels bruges til at vurdere, om projektet skal opskaleres, dels til at give projektets erfaringer videre til andre opholds- og behandlingssteder.

”Helende arkitektur for den her målgruppe er, at de kan overskue rummet, at de kan trække sig, når de bliver overstimuleret, og at de har mulighed for nemt at tilgå fællesskabet, som kan være noget, de ellers kan have svært ved. Særligt, hvis de har levet isoleret i lang tid på grund af f.eks. en indlæggelse, inden de kommer her. Derfor har de brug for deres eget, og så er fælleshuset det sociale omdrejningspunkt i hverdagen, hvor man for eksempel laver mad, spiller spil eller har samtaler med medarbejderne om det, som er svært eller godt,” siger forsker Helle Harnisch.

Hun peger – som de unge – på, at det formentlig er et samspil af eget hus og flere medarbejdere, der gør den store forskel. ”Vi har unge, der har det så dårligt, at de normalt ofte har brug for indlæggelser. Her skal At bo i ro være et alternativ, for det er ikke hensigtsmæssigt med de mange skift og overgange mellem opholdssted og hospital. Samtidig ved vi, at døgnene lige efter indlæggelser er de allermest risikofyldte i forhold til selvmord og selvskade. Det, vi kan se efter at have været i gang i et års tid, er, at vores hypotese omkring husene og ro er blevet bekræftet,” siger Helle Harnisch.

Emilie og Jennifer er ikke de to unge kvinders rigtige navne. Vi har aftalt, at vi hverken bruger deres navne eller tager billeder af dem. Deres identitet er kendt af Realdania.