Restaurering af hovedtrappe inspirerede
Ved Susåen nord for Næstved ligger Gunderslevholm, der har været i Neergaard-familiens eje siden 1803. Da ejeren i 2010 skulle have restaureret sin hovedtrappe, havde han brug for at finde en helt særlig type granit, som det viste sig at være næsten umuligt at opdrive. Det blev startskuddet for en ny forretningsidé: Gunderslevholms tomme avlsgård skulle omdannes til en markedsplads for sjældne byggematerialer.
Den fysiske transformation
Herregårdens trelængede avlsgård fra 1728 er blevet nænsomt omdannet og genanvendt. Istandsættelsen af sidelængerne respekterer de oprindelige konstruktioner og interiører og har samtidig gjort bygningerne mere tidssvarende. Der er skabt rum til markedsplads, arrangementer og lager og etableret toiletter. Den grundige istandsættelse er suppleret af faciliteter til lokale cyklister og kanosejlere, som kan bruge faciliteterne til opbevaring og omklædning. Det knap 300 år gamle anlæg er så kompromisløst restaureret, at det både kan rumme sin nye funktion som markedsplads og samtidig inspirere ejere af historiske huse. Desuden udlejes stedet også til selskaber.